Debat: Det kræver politisk mod og tålmodighed at vende folkeskolens udvikling

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, Elisa Rimpler, formand for BUPL, Rasmus Byskov-Nielsen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen, Rasmus Edelberg, formand for Skole & Forældre, Laura Drachmann Poulsen, formand for Danske Skoleelever og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Vi skal skabe bedre rammer for, at flere børn kan trives i den almindelige folkeskole.

Langt de fleste børn og unge vil allerhelst være en del af fællesskabet på den lokale skole. De vil helst gå i skole med de andre børn fra vejen eller håndboldklubben.

Men som det er i dag, er det svært for mange almene skoler at skabe inkluderende fællesskaber. Det betyder, at stadig flere børn mistrives i deres klasse og ender med at få brug for et specialtilbud.

For nogle børn er et specialtilbud den rette løsning. Det vil det også være fremover. Og de børn skal have et skoletilbud af høj kvalitet.

Men vi kan og skal lykkes med at give flere børn og unge en reel chance for at forblive en del af fællesskaberne på den lokale folkeskole.

Konsekvenser for det enkelte barn og folkeskolen

Antallet af elever, der går i specialtilbud, er stigende. I dag går 6,5 pct. af alle elever i specialiserede tilbud. Og selvom der her bliver arbejdet intensivt for at hjælpe disse børn og unge, er deres chancer for at få en ungdomsuddannelse og klare sig selv senere i livet desværre ikke gode. En analyse fra analyse-magasinet Momentum viser, at kun 15 pct. af de elever, der har modtaget specialundervisning, har taget en ungdomsuddannelse fem år efter, de har forladt folkeskolen.

Samtidig har det konsekvenser for muligheden for at skabe inkluderende fællesskaber i den almindelige undervisning for de elever, der er tilbage.

I dag bliver mere end en fjerdedel af de samlede udgifter til folkeskolen brugt på specialtilbud. Det betyder mindre overskud til at arbejde forebyggende i den almene folkeskole, så børn og klassefællesskaber får støtte, inden problemerne for det enkelte barn vokser sig store.

Det lyder som en negativ spiral, der er umulig at bryde. Men det er det ikke.

Penge fra regeringens folkeskoleudspil skal gå til at vende spiralen

Først og fremmest kræver det investeringer, hvis vi skal skabe bedre rammer for, at flere børn og unge kan trives, lære og udvikle sig i den almene folkeskole.

Der skal stærke almenpædagogiske og relevante specialpædagogiske ressourcer nok ind i folkeskolen til både at støtte eleverne i undervisningen, så de lærer og får nye færdigheder, og til at støtte dem i at indgå i klassens sociale fællesskab. Sætter man ind med de rigtige ressourcer og indsatser, kan langt flere børn og unge med særlige behov trives på den lokale folkeskole.

I regeringens folkeskoleudspil er der fundet 500 millioner kroner årligt. Det er en start. Disse penge bør kunne bruges til de indsatser i undervisningen, der giver mest kvalitet på skolerne lokalt.

Den enkelte skole skal have mulighed for at tilrettelægge den intensiverede undervisning, så den også kan ske i klassefællesskaberne. Det kan fx være i form af co-teaching eller med anden form for specialpædagogisk støtte tæt på undervisningen.

Det indebærer også en ny rolle for den pædagogiske psykologiske rådgivning (PPR) i kommunerne. De skal i langt højere grad indgå i den pædagogiske praksis på skolerne sammen med lærere og pædagoger og i samarbejde med forældre og elever.

Endelig er der behov for ændringer i folkeskoleloven, med henblik på at støtten kommer hurtigere og i højre grad gives til at hjælpe eleverne som del af klassefællesskabet, i frikvarterne og i fritidsinstitutionerne.

Parter om folkeskolen er klar til fælles indsats

Den gode nyhed er, at vi tror på, at det er en investering, der betaler sig. For når flere børn trives i den lokale folkeskole, og ikke skal i specialtilbud, kommer der flere penge tilbage til at skabe inkluderende fællesskaber i den almindelige undervisning.

Det sker ikke i morgen. Og heller ikke i år. Det skal ske gradvist. Men vi er overbeviste om, at det vil ske, hvis alle parter og Christiansborg står sammen og støtter op med økonomi, den rette lovgivning og kompetencer på skolerne.

Det kræver politisk mod og tålmodighed fra regeringen og folkeskoleforligskredsen at tage det lange, seje træk.

Vi parter er klar til at tage vores tørn, hvis politikerne på Christiansborg tør.

Lad os sammen skabe en folkeskole, hvor flere børn trives i fællesskabet på den lokale folkeskole.

Indlægget er bragt i Altinget den 19. februar 2024.