Nyheder

Debat: Hold nu fingrene fra de unges SU

Regeringens forringelser af SU'en vil få store konsekvenser og ramme ikke mindst unge fra lav indkomstbaggrund. Formænd fra flere store fagforeninger råber regeringen op i et indlæg i Politiken, hvor de opfordrer regeringen til ikke at lægge yderligere pres på de unge.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening
Lisbeth Linz, formand for Akademikerne
Anja C. Jensen, formand for HK
Ditte Brøndum, næstforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening
Jannik Frank Petersen, formand for Teknisk Landsforbund
Laura Klitgaard, formand for IDA
Sara Vergo, formand for Djøf og
Camilla Gregersen, formand for DM


Regeringens
 forringelse af SU’en vil få store konsekvenser for de mange studerende, der af forskellige årsager har brug for den ekstra tid til at tage en uddannelse.

Det ekstra SU-år kan ikke kun gøres op i kroner og ører. Det handler også om at rumme ungdommen og de valg, de træffer. Med regeringens SU-aftale får vi et uddannelsessystem, der indsnævrer mobiliteten. De unge skal fremover tage SU-lån, hvis de har brug for at trække i håndbremsen i en tid for ikke at falde helt ud af uddannelsen. Eller hvis de er startet på en uddannelse, som har vist sig ikke at være det rette valg.

Det rammer alle, uanset om man tager en kort uddannelse på et erhvervsakademi, en mellemlang professionsbacheloruddannelse eller en lang videregående uddannelse. Og det rammer ikke mindst unge fra lav indkomstbaggrund.

En analyse fra Rockwool Fonden viser, at 46 pct. af de kandidatstuderende, der har gjort brug af det ekstra SU-år pga. studieskift, kommer fra lavindkomstbaggrund. Samtidig viser en analyse fra EVA, at studerende med ufaglærte og faglærte forældre har størst risiko for at falde fra første uddannelsesvalg.

SU-klipperammen nedbarberes fra 70 SU-klip til 58 SU-klip og begrænses til normeret studietid. Men hør her: At gøre det vil ikke kun indskrænke de unges muligheder og underminere deres sikkerhedsnet – det er også en falliterklæring for vores velfærdssamfund.

Vi er imod at fjerne det ekstra SU-år, fordi det presser de unge, der er løbet tør for SU, til at gældsætte sig. Det gælder også mange dygtige unge på korte- og mellemlange videregående uddannelser, som først har brugt SU-klip på andre uddannelser, inden de lander på det rette studie. Forståeligt vil mange muligvis lade sig afskrække fra at skifte, fordi de ikke har SU nok.

Derfor kommer vi med et fælles opråb: Kære regering, det er uholdbart, at I fortsætter med at lade de unge betale for jeres reformpolitik. Først var det dagpengeretten for nyuddannede, så var det kandidatreformen – nu er det SU’en. Vi synes, at det er en alt for fattig vision for Danmark, hvis vi skal være den generation, der tilbyder vores børn dårligere vilkår for uddannelse, end hvad vi havde.

Vi skal kunne rumme unge, der har brug for en ventil under deres uddannelse. Og så er der unge fra ikke så velpolstrede hjem, som vi ikke må skubbe ud i mere SU-gæld.

Det handler om, hvilket samfund vi vil være. Vi øger presset på de unge ved at forringe SU’en. De skal vælge rigtigt. De må ikke træde ved siden af. Det er ikke den rigtige løsning.

Vi ved, at rigtig mange unge føler sig pressede i uddannelsessystemet og mistrives på den baggrund. Giv nu de unge lidt ro til at finde deres vej. Også med plads til at vælge om undervejs.

Vi skal bevare SU’en, ikke forringe den. Vi skal sikre, at de studerende har en tryg og fleksibel studietid. Ikke det modsatte.

Så kære regering. Læg ikke yderligere pres på de unge. Bevar SU’en.


Indlægget er bragt i Politiken den 12. februar 2024