Nyheder

Debat: Den helt almindelige folkeskole har brug for hjertemassage

Alt for mange kommuner har svært ved at få skolebudgetterne til at gå op. Derfor bør regeringen indgå en økonomiaftale med kommunerne, der kan give de almene folkeskoler en gang hjertemassage, skriver formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

Det kræver ikke mange minutter på en folkeskole. Det kræver ikke mange, lange samtaler med lærere, elever og forældre. Og det kræver ikke en guldmedalje i kommunaløkonomisk talgymnastik. Nej, det kræver i virkeligheden bare, at man åbner øjnene og ser det, alle vi andre ser: Flere danske folkeskoler er på vej ud i et økonomisk kollaps.

Almenområdet udsultes

Konsekvenserne er tydelige. Rekordmange vikartimer. Lejrskolen, der bliver aflyst. Skolen, der lukker i det lille bysamfund. Stigende mistrivsel og flere elever med skolevægring – der koster samfundet milliarder. Næsten 1000 færre lærere på skolerne det seneste år.

Fællesskabet i den almene folkeskole presses mere og mere på sin eksistens. År for år. Og det trækker spor i årene efter folkeskolen, hvor 43.000 unge stadig er efterladt på perronen uden hverken uddannelse eller arbejde.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) forsvarer sig ofte med, at udgifterne til folkeskolen stiger. Nye tal fra hans ministerium viser dog det modsatte: De sidste to år har udgifterne stået stille, og baseret på budgetterne for 2024 tyder det på at fortsætte. I en helt ny undersøgelse foretaget af Danmarks Lærerforening står kun én ud af 89 medvirkende kommuner ikke over for økonomiske udfordringer på skoleområdet.

Dertil kommer, at behovet for specialundervisning stiger. Det er dyrt! 6,5 pct. af eleverne modtager i dag specialundervisning i en eller anden form. Det lægger beslag på hele 27 pct. af folkeskolens samlede økonomi. Da der samtidig ikke tilføres flere penge til det samlede skoleområde, betyder det, at almenområdet bliver presset mere og mere på sin økonomi.

Alle elever har selvfølgelig krav på en god skolegang, uanset om det er i en specialklasse eller i en almenklasse. Uden tvivl. Men fordi den samlede pengestrøm til skolerne er stagneret og fordi forholdet mellem specialtilbuddene og de almene tilbud er blevet en økonomisk gladiatorkamp uden vinder, så er folkeskolens rolle som samfundsbærende institution hårdt truet. Det er ganske enkelt uholdbart.

Lyt til kommunerne

Senest har borgmestre, skolerådmænd og lærerformænd fra København, Aarhus og Odense råbt Christiansborg op. Alene i Aarhus mangler man ifølge borgmester Jacob Bundsgaard (S) omkring 100 millioner kroner i folkeskolebudgettet. I Næstved Kommune står budgettet på børne- og uddannelsesområdet til at blive overskredet med knap 60 millioner kroner næste år. Og sådan kunne man blive ved.

Besparelserne står i skærende kontrast til de meldinger, økonomiminister Stephanie Lose (V) er kommet med efter præsentationen af den Økonomiske Redegørelse. Hun mener, at ”optimismen er på vej tilbage i danske økonomi” og lægger op til at opjustere det økonomiske råderum endnu engang. Optimismen har bare ikke fundet vej ud til klasselokalerne eller ud på rådhusene.

Som lærere har vi en evig tro på, at vi kan skabe en god skole. Vi ved en del om, hvad der virker: Alle, der underviser i folkeskolen, skal have en læreruddannelse, vi skal etablere gode forebyggende indsatser, styrke samarbejdet mellem skole, forældre og elever. Og meget mere. Men det starter og slutter det samme sted: Med en økonomi, der er holdbar. Det er den ikke i dag.  

Derfor opfordrer jeg på det kraftigste regeringen til at indgå en økonomiaftale med kommunerne, der kan give de almene folkeskoler en gang hjertemassage. En aftale, der anerkender, at en succesfuld inklusion kræver investeringer i almenområdet. En aftale, der lader noget af al statskassens nyfundne optimisme flyde ud i landet, hen på skolen, ned i klassen, hen til dem, vi skal leve af i fremtiden: Vores børn.

Indlægget blev bragt i Avisen Danmark den 26. maj 2024.