Danmark med kedelige topplaceringer på skoleområdet

29. september 2026

Både når det kommer til andelen af ikke-uddannede lærere og hvor mange lærere, der hvert år forlader professionen, ligger Danmark i OECD’s top – det understreger, at vi skal sætte massivt ind for at forbedre arbejdsvilkårene, lyder det fra DLF's formand.

Med en andel på hver femte er Danmark et af de OECD-lande, hvor flest undervisere i grundskolen ikke har en læreruddannelse. Andelen er dobbelt så høj som OECD-gennemsnittet.

Danmark topper desuden listen over andelen af uddannede lærere, der hvert år forlader professionen – og over halvdelen af de danske lærere gør det af andre årsager end at gå på pension.

Det viser OECD’s årlige udgivelse ”Education at a Glance”.

Tallene understreger ifølge formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen den dybt alvorlige situation, som folkeskolen står i.

”Det taler desværre helt for sig selv, at vi ligger dobbelt så højt som OECD-gennemsnittet, når det kommer til ikke-uddannede lærere. En uddannet lærer er nøglen til at sikre både trivslen og elevernes udbytte af undervisningen. Det er kun blevet en mere og mere kompleks opgave at undervise i folkeskolen, og det kræver en læreruddannelse at stå med det ansvar,” siger han.

Han hæfter sig desuden ved, at vi ikke har mangel på lærere i Danmark, men mangel på lærere, der har lyst til at arbejde i folkeskolen.

”Der er 40.000 lærere, der i dag arbejder uden for folkeskolen. Og når lærerne stopper, handler det først og fremmest om arbejdsvilkårene. Derfor er det også der, vi er nødt til at sætte massivt ind, hvis vi skal vende udviklingen. Vi skal holde langt bedre på de dygtige lærere vi har, og få flere til at vende tilbage,” siger Gordon Ørskov Madsen.

Han pointerer, at han oplever en regering, der med løfte om milliardinvesteringer og en trepart på skoleområdet, hvor lærerne skal sidde med ved bordet, tager problemet alvorligt.

”Det er vigtigt, at vi får handling på og lavet de nødvendige investeringer. Vi står med nogle komplekse problemer, og vi er nødt til at gå sammen og forpligte os til at finde de fælles løsninger, så vi får flere uddannede lærere i folkeskolen – og dermed undervisning af højere kvalitet for alle elever, så vi sender dem godt videre,” siger Gordon Ørskov Madsen, og afslutter:

”Det er en stor OECD-undersøgelse med mange relevante tal, vi nu skal dykke yderligere ned i – jeg hæfter mig fx også ved, at vi i Danmark skiller os ud, når det kommer til hvor mange skattekroner vi bruger på private aktører på uddannelsesområdet.”