Danmarks Lærerforening får ny kommunikationschef
Klaus Lange skal fra 1. oktober stå i spidsen for Danmarks Lærerforenings kommunikation.
1. oktober begynder Klaus Lange som ny chef for kommunikation og analyse i Danmarks Lærerforening. Han kommer som fra en stilling som kommunikationschef i FOA.
Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, glæder sig til samarbejdet:
”Klaus er en af fagbevægelsens stærkeste kommunikationsprofiler, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en kæmpe gevinst for vores kommunikation og vores politiske arbejde at få ham med ombord. Han er både strategisk og ledelsesmæssigt stærk, og samtidig har han et rigtig godt blik for vores forening og for den virkelighed, vores medlemmer står i,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Klaus Lange er 49 år og uddannet journalist. Han kommer fra en stilling som kommunikationschef i FOA og chefredaktør for Fagbladet FOA, og derudover har han tidligere været pressechef i 3F og leder for kommunikation hos Socialpædagogerne.
Han ser frem til nu at træde ind i rollen som chef for Kommunikation og Analyse:
”I mine øjne rækker Danmarks Lærerforenings arbejde langt ud over den enkelte lærer. Det handler i bund og grund om, hvordan vi som samfund giver børn og unge bedre muligheder i livet. Jeg er stolt af at få lov til at arbejde for netop det – at give landets lærere, børnehaveklasseledere og undervisere de bedste muligheder for at udøve deres fag,” siger Klaus Lange.
