Danmarks Lærerforening kaster sig ind i valgkampen

DLF Folketingsvalg Web 2500X1000 Skole
Debat
02. marts 2026

Med en stor national kampagne går Danmarks Lærerforening ind i folketingsvalget sammen med elever, forældre og skoleledere. ”Vi skal udnytte momentum og kæmpe for et milliardstort løft af folkeskolen,” siger DLF-formand Gordon Ørskov Madsen.

Forestil dig et klassebillede fra din skoletid. De fleste husker fællesskabet – men også ham, der stod lidt udenfor. Hende med problemer derhjemme. Kammeraten, der aldrig rigtig lærte at læse. Hende, der pludselig forsvandt!


Sådan ser klassebillederne stadig ud i dag. De rummer mange gode historier – men også for mange, hvor fællesskabets muligheder aldrig blev til virkelighed. Folkeskolen står med andre ord over for væsentlige udfordringer, der kræver store investeringer og politisk opmærksomhed.

  
Det er baggrunden for en ny valgkampagne fra Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever, Skole & Forældre og Skolelederforeningen. Den løber gennem marts 2026 og rammer med nålestikspræcision den valgkamp, der netop er udskrevet.

 

“Vi stempler hårdt ind i valgkampen, fordi folkeskolen har potentiale til at blive et af de centrale temaer ved folketingsvalget. Det momentum skal vi udnytte,” siger formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.


”Vi kæmper for et milliardstort løft af folkeskolen. For flere lærere i undervisningen, tid til kvalitet og faglighed og bedre muligheder for at hjælpe elever med særlige behov – så både elever og lærere kan trives.”

 
Kampagnens slogan er, at ’folkeskolen kan mere – hvis vi giver den muligheden.’ Den vil være massivt til stede i aviser, sociale medier, radio, online-medier og i gadebilledet ved trafikknudepunkter.


Samtidig forventer Gordon Ørskov Madsen, at Danmarks Lærerforenings 75 kredse vil løfte kampagnen lokalt under valgkampen:


”Vi er et enormt stærkt fællesskab, når vi trækker på den samme hammel. Det skal vi udnytte,” siger Gordon Ørskov Madsen og fortsætter:


”Jeg oplever, at der er et vindue åbent på Christiansborg. En erkendelse af, at man ikke kan blive ved med at ’køre længere på literen’ i folkeskolen. Det skal fylde i valgkampen, så ingen kan løbe fra deres løfter, når der efterfølgende skal dannes regering.”

 

Læs mere om kampagnen 'Folkeskolen kan mere'