Danmarks Lærerforening står skulder ved skulder med de grønlandske lærere
Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse sender deres fulde opbakning til IMAK og lærerne på Grønland.
Situationen i Grønland er dybt alvorlig og har sat hele det grønlandske folk under et massivt pres. Det gælder ikke mindst de grønlandske lærere, der ligesom alle andre er påvirkede af usikkerheden, og som samtidig står med ansvaret for at sikre de grønlandske børn en tryg og stabil hverdag i skolen.
Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse støtter fuldt op om vores grønlandske kollegaer i IMAK og deres vigtige arbejde i denne svære situation. Vi modtager i Danmarks Lærerforening disse dage henvendelser fra lærerforeninger i andre lande, der ligeledes giver udtryk for deres sympati med og opbakning til lærerne i Grønland.
Danske lærere forstår som kolleger fuldt ud, hvor stor og vigtig en opgave lærerne står med i de grønlandske klasseværelser netop nu. Det grønlandske samfund er dybt påvirket af det store internationale pres, landet står overfor. Et pres, der forplanter sig til både de grønlandske elever og deres forældre. Vi ved, hvor stor en rolle lærerne spiller i at skabe ro og tryghed rundt om de grønlandske børn og hjælpe eleverne til at have en så normal hverdag som muligt.
De grønlandske lærere spiller en afgørende rolle, og situationen understreger dermed skole og uddannelses afgørende betydning for samfundet både nu og i fremadrettet at danne og uddanne fremtidens Grønland.
Det arbejde fortjener anerkendelse, og vi vil fra Danmarks Lærerforenings side udtrykke fuld opbakning til IMAK og de grønlandske læreres store indsats.
Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse sender opbakning til IMAK og de grønlandske lærere.