Danmarks Lærerforenings kongres: Folkeskolen har brug for en trepart

21. oktober 2026

Lærernes arbejdsvilkår er altafgørende, hvis der også i fremtiden skal være dygtige, uddannede lærere til at undervise eleverne - derfor skal det være et centralt omdrejningspunkt i en trepart om folkeskolen, lyder det i udtalelse fra Danmarks Lærerforenings kongres.

Folkeskolen står i en alvorlig krise. Som de seneste PISA-resultater tydeligt viser, har eleverne ganske enkelt aldrig klaret sig dårligere fagligt. Undervisnings- og inklusionsopgaven er stor og kompleksiteten voksende, og både lærere, børnehaveklasseledere og elever mærker hver dag konsekvenserne, når der ikke er ressourcer til at sætte rettidigt og rigtigt ind. Alt for mange lærere vælger arbejdet i folkeskolen fra, når vilkårene gør det svært at lykkes. Det betyder, at hver femte underviser i dag ikke er uddannet lærer.

Tilstanden i vores folkeskole er på mange måder kritisk. Det har vi i Danmarks Lærerforening sagt højt gang på gang i efterhånden mange år.

Den nye regering anerkender udfordringerne og har ambitioner om at handle på dem - gennem milliardinvesteringer, et løft af arbejdsvilkårene og en trepart om folkeskolen, hvor beslutninger skal træffes, og aftaler skal indgås, med os, der hver dag står med ansvaret for undervisningen.

Danmarks Lærerforenings kongres sender sin opbakning til en trepart om folkeskolen, der skal føre til konkrete og mærkbare forbedringer. Vi vil som forening træde aktivt ind i treparten med al den solide viden fra forskningen og erfaringer fra lærernes praksis, vi ligger inde med.

Vi har gode bud på, hvad der skal til for at få flere uddannede lærere til at vælge folkeskolen til, hvordan vi får flere unge til at søge mod læreruddannelsen og lærerprofessionen, og hvordan vi genskaber en stærk folkeskole i hele Danmark.

Ordentlige arbejdsvilkår er en nøgle til en bedre folkeskole. Balancen mellem tid og opgaver er helt afgørende, når lærerne skal kunne lykkes med at skabe god og motiverende undervisning, der løfter eleverne fagligt, socialt og personligt. Lærernes arbejdsvilkår er samtidig altafgørende, hvis der også i fremtiden skal være dygtige, uddannede lærere til at undervise eleverne. Derfor skal vilkårene for lærernes arbejde være et centralt omdrejningspunkt i en trepart om folkeskolen.

Nu skal regeringens gode ambitioner følges op af ansvar, forpligtelse og handling. Det er der brug for – og det haster. Vi glæder os til at komme i gang.

Vedtaget af Danmarks Lærerforenings kongres, forsamlet til møde den 20.-21. oktober 2026.