Debat: Dokumentar understreger behovet for investeringer i folkeskolen

Mandag så jeg som mange andre DR-dokumentaren ’Skolens tabte børn’. Over et år følger man seks familier, der har det til fælles, at de har børn, der mistrives i en grad, hvor de ikke kan komme i skole. Flertallet af børnene har ikke været i skole i årevis.

Dokumentaren er en hård omgang. Den går helt tæt på nogle af de familier, vi normalt ser i statistikkerne:

De børn, der får diagnoser som angst, ADHD og autisme. De forældre, der må stoppe med at arbejde og ender med at koste samfundet 2,5 milliarder årligt i tabt arbejdsfortjeneste. De familier, der venter i måneder og år på at få hjælp og støtte, mens problemerne vokser sig større.

Samtidig er den et billede på en folkeskole, der mangler tiden og overskuddet til at sætte tidligt ind.

Som lærere er vores fornemmeste opgave at danne og uddanne unge mennesker, der bruger alle de muligheder, vi giver dem.

Der er intet, vi hellere vil, end at løfte vores elever, give dem de bedst mulige forudsætninger fagligt og socialt og sende dem godt videre i livet. Men alt for ofte står man som lærer magtesløs, mens man kan se problemerne udvikle sig.

Vi ved som fagprofessionelle som regel godt, hvad der skal til, når en elev er i begyndende mistrivsel.
Det kan være ekstra støtte, det kan være indsatser, der styrker klassens fællesskab, det kan være tid til at tage de nødvendige samtaler med eleven og forældrene, det kan være flere timer med to lærere i klassen.

Men vi mangler tiden og ressourcerne til at sætte ind.

Det går ud over eleverne, klassen og skolen som helhed. Men det går også ud over os som lærere.

Når man gennem længere tid ikke kan gøre det, man ved er det rigtige, risikerer det at sætte sig som moralsk stress. Det kan man ikke holde til i længden. Og vi ved, at det er en af hovedårsagerne til, at mange lærere ender med at vælge folkeskolen fra.

En af familierne i DR-dokumentaren har regnet på deres egen historie og når frem til, at regningen for kommunen ender med at være 10 gange så stor. Deres to børn, der i dag går på specialskole og i dagbehandlingstilbud, koster det samme som en hel skoleklasse på den lokale folkeskole. De fortæller, at deres børn kunne være grebet i folkeskolen, hvis der var sat tidligt ind.

Det er et billede på, at vi bruger ressourcerne forkert. I stedet for at sætte ind, når lærerne første gang ser behovet, så venter man. Støtten mangler. Tiden mangler. Pengene mangler.

I mellemtiden bliver små problemer til store problemer. I sidste ende ser vi konsekvenserne, eksempelvis i ’Skolens tabte børn’. Men vi ser dem også i antallet af unge på førtidspension, der sætter alvorlige rekorder.

Mange af dem har psykiske diagnoser i bagagen. Det samme har store dele af de mere end 43.000 unge under 24, der står uden job og uddannelse.

Vi er som samfund nødt til at sætte ind, der hvor udfordringerne begynder. Vi er nødt til at investere i folkeskolen, så vi som lærere får mulighed for at lykkes med at gribe flere af ’skolens tabte børn’.

Er det dyrt? Ja, men det er 10 gange så dyrt at lade være.

Debatindlægget er bragt i Skolemonitor den 26. september 2025.