Debatten om lærerens autoritet mangler nuancer

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

Den seneste tid har debatten om lærernes autoritet i klasseværelset fyldt en del i medierne. I en debat, hvor fløjene er hårdt trukket op, er det vigtigt at få nuancerne med for at undgå yderligere polarisering af debatten.

Det største problem er, at debatten er blevet til et valg mellem klarere regler for fysisk indgriben for lærerne på den ene side og mere forebyggelse på den anden. Det er en falsk modsætning, der ikke bringer os nærmere en fælles forståelse af den store kompleksitet, skolerne står i. Vi har i den grad brug for begge dele.

Jeg er mildt sagt ikke tilhænger af, at man trækker elever hen ad gulvet, når de forstyrrer undervisningen. Men vi kan heller ikke lukke øjnene for, at der er et problem med uro og forstyrrelser i folkeskolen, som betyder, at det alt for ofte er umuligt at gennemføre undervisning. Det skal løses med både klarere regler og mere forebyggelse. Med uddannede lærere, der ikke står alene i klassen, uddannelse i konflikthåndtering, bedre undervisningsegnede lokaler og et konfliktteam på skolen, der kan tilkaldes. 

De to standpunkter er ikke modsætninger – og det er vigtigt at stå fast på begge synspunkter, uden hverken at skulle forsvare den sorte skole på den ene side eller elevernes adfærd i enhver tænkelig situation ud fra devisen om, at eleverne gør det bedste, de kan, på den anden side.

Jeg er langt hen ad vejen enig med skoleforsker Louise Klinge, der har blandet sig flittigt i debatten. Vi peger på mange af de samme løsninger, fx flere lærere i klasserne. At vi har brug for bedre rammer for at lykkes med inklusionen, kan der ikke være to meninger om.

Men jeg synes, at hun mangler blik for virkeligheden, når hun taler så hårdt imod regeringens planer for at sikre tydeligere regler for, hvordan og hvornår man som lærer må gribe ind. Lad mig give nogle eksempler, der er hentet fra den virkelige verden, og som fagbladet Folkeskolen har beskrevet.

En elev sidder og fløjter højlydt i timen, så de øvrige elever har svært ved at koncentrere sig. Læreren beder gentagne gange eleven om at stoppe, men eleven nægter.

En elev kaster med mad i en madkundskabstime. Trods gentagne påtaler fortsætter eleven. 

En elev sprøjter med maling i håndværk og design. Trods gentagne påtaler nægter eleven at stoppe.

I eksempler som disse må læreren ifølge de nuværende regler ikke føre de pågældende elever ud af klasselokalet til trods for, at de tydeligvis krænker de andre elevers ret til undervisning. Dette er som sagt virkelige oplevelser fra lærere, der har brug for bedre muligheder for at løse de pågældende situationer. Og vi ved, at hver tredje lærer det seneste år har undladt at bruge fysisk berøring for at skabe ro i klassen af frygt for, at det kan få negative konsekvenser. Sådan skal det simpelthen ikke være.

Det skal samtidig heller ikke være sådan, at nye og klarere regler fører til yderligere magtanvendelse, som nogle har påstået. Hvis man som lærer nænsomt tager fat i en elev og fører vedkommende væk fra en konflikt, så er det også af omsorg for eleven. Hvis eleven så alligevel reagerer voldsomt, så skal læreren selvfølgelig give slip. Her er det jo helt afgørende, at læreren har et indgående kendskab til eleven og er uddannet i konflikthåndtering.

Når mange børn er samlet på en skole, opstår der konflikter. Og her er der nødt til at være et bedre regelgrundlag at stå på, der sikrer både lærernes retssikkerhed og alle elevers ret til undervisning. Derfor er jeg også meget glad for, at regeringen nu lader sig inspirere af den måde, man i Norge er gået til sagen om klarere regler for lærerne – med fokus på sikringen af alle elevers ret til undervisning.

Her er fokus på det forebyggende arbejde desuden et bærende element, og det må og skal også være en stor del af løsningen her i Danmark. For det allervigtigste er jo, at vi kan undgå, at de tilspidsede situationer overhovedet opstår. Og her er flere målrettede ressourcer, mere forebyggelse og flere tolærertimer afgørende. Derudover er det vigtigt at have en klar proces for hvordan der samles op efterfølgende, når der har været anvendt fysisk indgriben.

Vi skal passe på ikke at forsimple eller polarisere debatten, og vi er nødt til at forholde os til virkeligheden på skolerne. I virkelighedens verden er det ikke et valg mellem klarere regler for fysisk indgriben eller mere forebyggelse. Vi har brug for begge dele.