DLF: Den kommende regering bør droppe lukningen af 10. klasse
Forliget om epx bør genåbnes efter valget, og en ny regering bør droppe lukningen af den kommunale 10. klasse, skriver Danmarks Lærerforenings næstformand, Niels Jørgen Jensen, i et indlæg.
Vi skal have mere uddannelse i Danmark - ikke færre uddannede unge mennesker. Men vi ser desværre, at færre unge søger mod professions- og erhvervsuddannelserne – og samtidig står næsten 45.000 unge mellem 15 og 24 år uden job og uddannelse.
Problemet rammer geografisk, socialt og kønsmæssigt helt skævt. Det er både en katastrofe for de unge, der falder uden for, og for samfundsudviklingen.
EPX'en kan være vejen til, at flere unge lykkes med at gennemføre en ungdomsuddannelse. Men at lukke 10. klasse som en del af konstruktionen er en fejl, der bør laves om. Det er der heldigvis også flere partier, der har talt for i folketingsvalgkampen.
Igennem hele forløbet både før og efter den politiske aftale vedrørende epx har det været vanskeligt at få målgruppen af elever, uddannelsens indhold, de faglige niveauer for fagene samt slutmål og overgange til erhvervs- og professionsuddannelser til at hænge præcist sammen.
Ambitionerne og forventninger til den kommende EPX skal være høje, da det drejer sig om en gymnasial uddannelse - som samtidig skal være målet for hele 40 procent af en ungdomsårgang.
Målgruppen for uddannelsen er dermed meget stor og bred, og EPX'en skal derfor være den naturlige vej at gå for en meget stor del af de unge. Heri ligger der en indbygget modsætning.
For samtidig med at eleverne på epx skal opnå gymnasiale niveauer i fagene på samme normerede tid som på stx, så er mange af eleverne i målgruppen de samme elever, som i dag går i 10. klasse. De træffer netop valget om 10. klasse for i højere grad at udvikle modenhed og faglige kundskaber for at kunne forberede sig på videre uddannelse.
Uden 10. klasse bliver springet fra folkeskolen til det gymnasiale meget stort, og 10. klasse kommer til at mangle som forudsætning for at mange af eleverne kan opnå et tilstrækkeligt fagligt startniveau til at påbegynde og gennemføre en EPX. Det understreger virkelig behovet for at genforhandle aftalen om EPX'en.
Det brede politiske ønske er, at flere danske unge uddanner sig og kvalificerer sig til at bidrage på arbejdsmarkedet. Det ønske deler vi fuldstændigt. Og derfor er det uforståeligt, at man politisk lukker veje for de unge i stedet for at sørge for at åbne flere veje og genveje for de unge igennem uddannelsessystemet.
Lukningen af 10. klasse blev i alt for høj grad forudsætningen for den økonomiske ramme for den nye EPX. Men det er samtidig kun en økonomi, der hænger sammen, hvis eleverne på EPX rent faktisk gennemfører uddannelsen. Frafald som følge af for store faglige udfordringer vil derfor hurtigt udfordre de økonomiske forsætninger for den nye ungdomsuddannelse.
Dertil kommer at lukningen af 10. klasse skaber stor usikkerhed om jobsituationen for lærerne i 10. klasse. Mange vil søge nye græsgange, og så kommer vi til at mangle lærernes pædagogiske og faglige specialviden om de unge på EPX.
Her skal man huske på, at 10. klasselærerne i dag spiller en afgørende rolle for, at den kommunale 10. klasse er det grundskoletilbud, som har den største søgning mod erhvervsuddannelserne. Også af den grund vil det give god mening at justere den politiske aftale om EPX og bevare den kommunale 10. klasse.
Vi mener, at nedlukningen af 10.klasse bør tages af bordet her efter valget. Forliget om EPX'en bør genåbnes og justeres i overensstemmelse med dette.
Det vil i virkeligheden være en styrkelse af SVM-regeringens ungdomsuddannelsesreform, som på længere sigt vil få langt flere unge godt videre i en erhvervsuddannelse, en professionsuddannelse eller en anden videregående uddannelse. Det vi også være et reelt bud på at reducere gruppen af unge uden job og uddannelse.