Det kræver milliarder at vende folkeskolens negative spiral

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

 

Gennem flere uger har DR-dokumentaren ’Skolens tabte børn’ rullet hen over skærmen på DR.

 

Den viser, hvor store veksler ufrivilligt skolefravær trækker på et barn og en familie. Hvor store spor det sætter, når børn mistrives.

 

Men dokumentaren er også et billede på en folkeskole, hvor små problemer får lov at vokse sig uoverskuelige og uoverkommelige – selvom advarselslamperne længe har blinket.

 

En folkeskole, der på grund af en helt skæv økonomi ikke magter at sætte gang i de indsatser, som vi ved virker:

 

Faste klasselærere, der kender eleverne og deres familier, flere lærere i klassen, små hold og den rigtige specialpædagogiske støtte.

 

DR’s dokumentar og de modige familier, der har stillet sig frem, sætter lys på et strukturelt problem, der har store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

 

Et problem, som både politikere, skoleledere, lærere, elever og forældre bør gå sammen om at løse.

 

For selvom det lyder voldsomt, så er der behov for handling, hvis folkeskolen skal bevare sin funktion som samfundsbærende institution.

 

Det har flere gange været afdækket, hvordan de penge, der er blevet afsat til folkeskolen over de senere år, i høj grad er blevet ædt op af den store stigning i udgifter til specialundervisning.

 

Udviklingen efterlader det almene skoletilbud endnu mere økonomisk sårbart, hvilket igen øger behovet for mere specialundervisning.

 

En mekanisme, der efterhånden er bredt anerkendt i skolepolitiske sammenhænge som den negative spiral.

 

Den dårlige nyhed er, at det negative ved den negative spiral er selvforstærkende.

 

Den gode nyhed er, at kommer vi ind i en positiv spiral, så vil effekterne ligeledes være selvforstærkende – blot med et positivt fortegn.

 

Hvis vi lykkes her, kan vi altså skabe en folkeskole, hvor flere elever bliver mødt i deres behov i det almene skoletilbud, og hvor udgifter til specialundervisning derfor vil falde.

 

En folkeskole, som flere lærere har lyst til at arbejde i, og som flere forældre vil bakke op om. En folkeskole, der som grundpille i vores samfund vil vokse sig stærkere og stærkere.

 

At få vendt folkeskolens udvikling i en positiv retning er på ingen måde utopisk. Det kan lade sig gøre – det ser vi flere eksempler på rundt om i landet – men selvfølgelig kræver det handling.

 

Derfor er der brug for at give folkeskolen en økonomisk investering i en overgangsperiode.

 

Et rygstød i milliardklassen, der er så kraftigt, at det ikke blot går til at lappe huller og rulle gamle besparelser tilbage, men reelt kan skabe en forandring - et turn-around så vi får en folkeskole med overskud.

Disse overgangsinvesteringer vil være en omkostning på kort sigt. Men det helt afgørende er, at investeringerne på sigt vil give et afkast– både menneskeligt og økonomisk.

 

Økonomisk, fordi vi ved, at en god skolegang er afgørende for elevernes videre muligheder i livet.

 

Antallet af unge, der hverken er under uddannelse eller i arbejde, nærmer sig 45.000, og antallet af unge på førtidspension er det højeste nogensinde.

 

Mange af disse unge har psykiske diagnoser og mistrivsel med i bagagen. Kunne vi gribe dem tidligere, så vi kunne få bare 1 procent flere i job eller uddannelse som 25-årige, ville det generere 13,7 milliarder kroner årligt til samfundsøkonomien.

 

Samtidig ved vi, at kommunerne i 2024 udbetalte 2,5 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der må blive hjemme med deres børn – én milliard kroner mere end i 2019. Det er udgifter, alle gerne ville være foruden.

 

Men også det menneskelige afkast er til at få øje på.

 

For de elever og familier, der i dag er fanget i en skole, som ikke møder deres behov, og hvis skolegang er præget af alt for meget usikkerhed og fortvivlelse, ville det gøre en verden til forskel at være i en folkeskole med mere overskud.

 

Overgangsinvesteringer vil give en regning her og nu. Men både samfund, lærere, elever og familier betaler allerede en stor regning i dag – og den vil kun blive endnu større i fremtiden, hvis vi lader stå til.

 

Indlægget er bragt i Skolemonitor d. 9. oktober 2025.