DLF: Folkeskolen må ikke blive et spørgsmål om postnummer

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening. Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 16. november 2025. 

For første gang i mange år er der nu udsigt til, at flertallet af landets kommuner sætter flere penge af til folkeskolen. Det viser en ny rundspørge blandt Danmarks Lærerforenings lokale kredsformænd.

Det er en rigtig positiv udvikling, som vidner om en stigende erkendelse af, at vores folkeskole har brug for et økonomisk løft.

Men samtidig tegner der sig et tydeligt og bekymrende billede: Mens flere storbykommuner investerer massivt i skolen, står mange landkommuner stille – og nogle steder er der endda udsigt til besparelser.

Det er en udvikling, der risikerer at splitte folkeskolen geografisk, og det er vi ikke tjent med som samfund. For kvaliteten af undervisningen og børnenes muligheder i livet må selvfølgelig ikke afhænge af, hvor i landet man bor.

En folkeskole med voksende ulighed

I de seneste år har vi set en række alvorlige tendenser på skoleområdet i mange landkommuner: færre beståede afgangsprøver, flere skolelukninger og flere elever, der har brug for specialundervisning. Det er i dag virkeligheden for mange lærere og elever uden for de større byer.

Siden kommunalreformen i 2007 har især Nord-, Vest- og Sønderjylland, samt Vest- og Sydsjælland været hårdt ramt. I Hjørring og Næstved Kommune er der lukket henholdsvis 20 og 17 skoler. Samtidig har Københavns Kommune blot lukket fem og Frederiksberg Kommune én.

Når den lokale skole lukker, mister man ikke kun et undervisningssted – man mister et samlingspunkt for hele lokalsamfundet. Og når skolen forsvinder, bliver det også sværere at tiltrække børnefamilier. En ond spiral, hvor det bliver endnu sværere at opretholde et bæredygtigt lokalsamfund.

Investeringer skal nå ud i klasseværelserne

Danmarks Lærerforenings rundspørge viser helt konkret, at 51 kommuner har valgt at styrke folkeskolebudgettet for 2026, og at mange af investeringerne går til folkeskolens almenområde, hvor 93 procent af eleverne går. Formentlig fordi kommunerne godt ved, at et stærkt almenområde, hvor man kan lave gode forebyggende indsatser, er forudsætningen for, at flere elever kan være en del af fællesskabet og ikke får behov for specialundervisning på et senere tidspunkt.

Men de nye midler skal ikke blot blive stående på aftalepapiret. De skal ud i klasseværelserne, hvor lærerne hver dag står med en enorm inklusionsopgave og alt for sjældent har ressourcerne til at lykkes.

Hvis vi for alvor vil skabe en stærk folkeskole i hele landet, skal vi investere i co-teaching, tolærerordninger og flere specialpædagogiske kompetencer i de almindelige klasser. For alt for mange børn bliver i dag tabt, fordi små problemer får lov at vokse sig store. Og det er dyrt – både menneskeligt og økonomisk.

Christiansborg må tage ansvar

Kommunerne kan ikke løse udfordringerne alene. Hvis vi vil bryde den negative spiral, hvor flere elever ryger ud af almenundervisningen og over i dyre specialtilbud – og hvis vi vil skabe en folkeskole, der er i geografisk balance – så kræver det overgangsinvesteringer i milliardklassen fra Christiansborg.

Det vil være en udgift på den korte bane. Men på den lange bane vil det skabe et provenu fra mindre specialundervisning, fra en mindsket gruppe af unge uden uddannelse eller job – og fra et Danmark, der hænger bedre sammen på tværs af landet.

Det handler om sammenhængskraft. Folkeskolen er et af de vigtigste fælles projekter i vores velfærdssamfund, og den skal være stærk både i byerne og på landet.

Derfor er det nu, vi skal træde til. Vi skal sikre, at alle børn i Danmark får en god skole – uanset postnummer.