DLF og SF: Folkeskolen kan stadig reddes - vi skal gøre det nu

Indlægget blev bragt i Politiken tirsdag den 3. februar 2026. 

De fleste danskere – og Danmark som samfund – er de seneste årtier blevet rigere og rigere. Det skal vi være glade for. 

 

Men tager du ned på den lokale folkeskole, er det nogle steder som at træde ind i en tidslomme. Med huller i skolegårdens asfalt, aflyste lejrskoler, slidte bøger – og for få læreruddannede i undervisningen.

 

Regeringen har længe sagt, at der bliver brugt historisk mange penge på folkeskolen. At den er dyrere end nogensinde før. Og det er også korrekt – når man ser tallene sort på hvidt.

 

Men hvis man løfter næsen og kigger udover landets klasselokaler, så opleves det bare ikke sådan. Langt fra. Så oplever den helt almindelige elev, lærer og familie en mere og mere udhulet folkeskole. En folkeskole, der får sværere ved at gribe dem, der har det svært. Udfordre dem, der har brug for lidt mere. Og som over hele linjen kæmper med faldende faglighed, færre læreruddannede i klasserne og stigende elevfravær.

 

For et moderne, rigt samfund som vores er det ganske enkelt på tide, at vi gør det bedre. At vi skaber en folkeskole til tiden. At vi investerer i vores børn og unge, fordi vi tror på, at det betaler sig – både menneskeligt og økonomisk. At vi skaber en folkeskole, som eleverne kan udvikle sig i, som lærerne kan arbejde i og som forældrene er trygge ved.

 

Det kræver handling – nu.

 

Folkeskolens økonomi er hårdt presset
Den store afstand mellem ministerierne og klasseværelserne – mellem regnearkene og virkeligheden – skyldes flere ting.  

 

For det første er den velstandsudvikling, der er sket i samfundet, ikke fulgt med ind i matematiktimen, på lejrskolen eller på lærerværelset. Børn i den almene folkeskole mærker med andre ord ikke, at vi er blevet rigere som samfund. Professor i nationaløkonomi Nina Smith viste for nylig, at folkeskolen mangler 4 mia. årligt, hvis den skulle være fulgt med udviklingen i samfundet.

 

Med andre ord har folkeskolen brug for økonomiske investeringer, hvis den skal indfri alle de ambitioner og krav, som både samfund, forældre, lærere og elever – med rette – har til den. Det er et politisk ansvar, at den økonomiske ramme er stor nok. Og det er den ikke i dag. 

 

Derudover er folkeskolens økonomi presset af, at vi bruger pengene på en måde, der efterlader en unødigt stor regning. Både for mennesker og for samfundsøkonomi.

 

Vi bruger mere end hver fjerde krone på de 7 procent af eleverne, der modtager specialundervisning. De elever har ret til god undervisning, der passer til dem. Det kan ikke understreges nok. Samtidig er det også klart, at vi burde bruge langt flere penge på forebyggelse og hurtig hjælp – så små problemer ikke vokser sig store. Så mistrivslen ikke skal blive uoverstigelig, før man kan få hjælp.

 

Det vil gøre regningen mindre. Både for de elever og familier, der venter alt for lang tid i et tilsandet system. Og for samfundet, der ser flere og flere unge i restgruppen og på førtidspension.

 

Hvis vi reelt investerede i forebyggelse og brugte flere penge på at skabe gode rammer for undervisningen i almenområdet, så tror vi på, at vi kan vende udviklingen – til gavn for eleverne.

 

Den indsigt fik sidste år 14 eksperter på det skoleøkonomiske område til at råbe vagt i gevær med budskabet om, at folkeskolens økonomi skal gentænkes.

 

Med andre ord er der både brug for flere penge til folkeskolen – og der er brug for, at vi bruger dem klogere. Og vi har travlt. Mens vi venter, betaler eleverne regningen.

 

Stigende elevfravær og færre læreruddannede

Lukas, Markus[1], Julius, Andrea, Tristan, Olivia, Mathilde og Liva[2] er nogle af de navne, der dukker op i mediernes dækning af børn, der for nogles vedkommende har været væk fra skolen i årevis.

 

DR-dokumentaren ”Skolens tabte børn” er den seneste i rækken af fortællinger om, at alt for mange børn ikke trives i skolen i dag, og de medvirkende børn og familier er ikke enlige svaler. Tværtimod.

 

Antallet af børn, der er fraværende mindst halvdelen af tiden, er fordoblet – på bare 10 år.

 

Imens venter familier og børn på hjælp i månedsvis fra det system, der skulle gribe dem. Imens oplever de en altomsluttende magtesløshed i mødet med et system, hvor diagnoser i alt for høj grad er blevet adgangsbilletten til den nødvendige hjælp. Imens har otte ud af 10 lærere elever i deres klasser, der ikke får den hjælp, de har behov for.

 

Det er ganske enkelt ikke godt nok. 

 

Og det har ikke kun konsekvenser for eleverne, men også for lærerprofessionen. Flere lærere vinker i disse år farvel til folkeskolen – særligt de erfarne lærere. Status er, at næsten hver femte underviser i folkeskolen ikke har en læreruddannelse, og at vikartallet er fordoblet på 10 år. Det er et alvorligt problem. For som De Økonomiske Råd tidligere har påvist, har lærere en stor betydning for elevernes faglige og sociale udvikling.

Og så er der fagligheden. Antallet af elever, der ikke består dansk eller matematik, er på sit højeste siden 2012. I skoleåret 2023/24 var det mere end hver tiende elev, der ikke bestod enten i dansk eller matematik i afgangsprøverne.

 

Det er stærkt problematisk, for folkeskolens afgangsprøve har stor betydning for, om man senere fuldfører en ungdomsuddannelse – hvilket igen øger chancen for en stærk arbejdsmarkedstilknytning og en god indkomst senere i livet.

 

Sådan kommer vi i gang 
Skal vi genrejse folkeskolen og dens økonomi, skal der et stort milliardbeløb til, for vi skal i gang med mange ting.

 

Vi skal have flere timer med to lærere, mere co-teaching og flere lærere med specialpædagogiske kompetencer ind i klasserne. 

 

Vi skal sikre, at underviserne rent faktisk har en læreruddannelse, og at der er nok af dem. 

 

Vi skal sikre, at klasserne ikke bliver for store, og at skolerne i landdistrikterne ikke lukker. 

 

Vi skal have klasselærere i alle klasser – klasselærere, der har tid til at sætte klassens fællesskab i fokus. Vi skal sikre, at alle klasser udgør stærke fællesskaber, og at alle kan komme på lejrskole. 

 

At skole-hjem-samarbejdet fungerer og at forældrene har lyst til at engagere sig i deres børns skole. 

 

Folkeskolens fremtid er ikke bare mørk og dyster. Der er masser af håb, hvis vi tør. Tør sætte handling bag håbet. 

 

Mange skoler og kommuner er allerede godt i gang med tiltag, der virker. Som får elever til at udvikle sig både fagligt og socialt. Som skaber skoler med overskud. Som giver lærerne rammer til at lykkes med opgaven. 

 

Men det er ikke nok med enkelte skoler – vi skal have alle med. 

 

KL og regeringen har med de sidste to økonomiaftaler startet det, de selv kalder et sporskifte. Men mange steder har toget slet ikke forladt perronen endnu. 

 

Nogle steder finder man penge til tolærerordninger – andre steder lukker man dem ned. Nogle steder bliver lejrskolen igen en realitet – andre steder har den ikke været det i flere år. 

 

Den skæve udvikling vil fortsætte, hvis ikke vi lykkes med at knække kurven. Det er prisværdigt, at der er fokus på lokal frihed og lokale løsninger. Men hvis de økonomiske tøjler på den enkelte skole er så stramme, at lærerne ikke kan give eleverne den rette støtte eller gennemføre den motiverende, varierede undervisning, så kommer man ikke langt med frihed. Derfor er det Christiansborgs ansvar at sikre, at der reelt er rammerne til at drive god skole – i hele landet. 

 

Investeringer i folkeskolen betaler sig 

Investeringer i folkeskolens almene del er ikke kun nødvendige investeringer – det er også kloge investeringer.

 

Lad os give et par eksempler: Kommunerne udbetalte i 2024 2,5 mia. kr. i tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der må blive hjemme med deres børn – det er én milliard kroner mere end i 2019. Det siger sig selv, at hvis flere elever igen kan komme i skole og forældrene på arbejde, vil denne udgift blive nedbragt.

 

Et andet eksempel: Antallet af unge, der hverken er under uddannelse eller i arbejde, nærmer sig 45.000, og antallet af unge på førtidspension er som nævnt det højeste nogensinde. Kunne vi få bare 1 pct. flere i job eller uddannelse som 25-årige, ville det generere 13,7 mia. kroner årligt til samfundsøkonomien.

 

Investeringer i folkeskolens almene del er altså gode investeringer, fordi de kan nedbringe udgifterne til specialundervisning, knække kurven for elevfravær og tabt arbejdsfortjeneste – og fordi de kan højne det faglige niveau og få flere unge ind på en livsbane, der er positiv både menneskeligt og samfundsøkonomisk. 

 

Det er demokratiet, der er på spil
Genrejse folkeskolen skal vi ikke kun for elevernes, lærernes, forældrenes og samfundsøkonomiens skyld – men også for vores demokratiske samfunds skyld.

 

Det kan hurtigt vise sig dyrt at presse vigtige samfundsinstitutioner på deres bæreevne. Så dyrt, at regningen ikke længere kan gøres op i kroner og øre, men i noget andet endnu vigtigere: Vores livsform. Vores styreform. Vores demokrati.  

 

Men det pres udsætter vi lige nu folkeskolen for – nogle steder i landet så meget, at den vanskeligt kan kaldes en samfundsbærende institution. Og ser vi 10, 20 eller 30 år ud i fremtiden risikerer idealet om folkeskolen som en samlende institution at blive et ideal uden hold i virkeligheden.

 

Folkeskolen er en af vores vigtigste institutioner. Den forhindrer uligheden og polariseringen i at løbe løbsk. Lærer fremtidens demokratiske medborgere, at argumentation og samtale altid står over vold og trusler. At fakta og viden altid står over manipulation. At demokrati altid står over autokrati. Det er vigtigere end nogensinde før. Svigter vi folkeskolen, svigter vi demokratiet.

 

Vil vi have et samfund med en stærk sammenhængskraft og med stor tillid til de demokratiske institutioner, skal vi anerkende, at det kræver noget at genrejse folkeskolen. At det kommer til at koste penge – men endnu flere at lade være.

 

Vi kan godt. Lad os gå i gang.