DLF og SF: Investering i forebyggelse skal stoppe stort skolefravær

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, og Pia Olsen Dyhr, formand for SF. Indlægget blev bragt i Sjællandske Nyheder den 19. marts 2025. 

 

10-årige Hugo, der har gået derhjemme i mere end to år. Victoria, der kun går i skole ni timer om ugen, men kunne tænke sig at gå der noget mere. Historierne derude er mange. Og bag tallene om et fordoblet skolefravær – når børn er væk over halvdelen af skoleåret – er der børn, der stille bliver nedbrudt og forældre og familier, der bliver ødelagt.

 

Det er ulykkeligt, for mange af børnene vil gerne i skole, men kan ikke på grund af de rammer, der er i skolen i dag. Det er ulykkeligt for de familier, hvor en forælder er nødt til at blive derhjemme med barnet og modtage tabt arbejdsfortjeneste. Men også for os som velfærdssamfund, der bryster sig af – og på mange måder også har – en stærk folkeskole.

 

Det, at ni ud af ti kommuner har oplevet en stigning i skolefravær på 30 dage eller mere, er et klart opråb om, at vi skal gøre noget anderledes. Ellers kommer vi til at samle regningen op om en række år.

 

Lærerne har kun to øjne og ører
Der er brug for at styrke fællesskaberne i skolen, så alle elever føler sig som en del af undervisningen.

 

Men på grund af en presset økonomi er tolærerordningen eller den pædagogiske støtte i klassen måske afskaffet – og så når man ikke lige ned til Marius, selvom man ved, han har brug for en hjælpende hånd med ligningerne.

 

Eller måske har man ikke tid til at ringe til Maries forældre, selvom man har en fornemmelse af, at hun ikke trives i klassens fællesskab.

 

Og i det PPR-system, der skulle stå klar til at gribe eleverne, er ventelisterne så lange, at det efterlader elever, forældre og lærere desperate og frustrerede.

 

For slet ikke at tale om børne- og ungepsykiatrien, skulle det være sådan, at børnene skal udredes for en diagnose.

 

Alt det og et klasselokale, hvor udfordringerne ikke tages hånd om, slider på lærere, elever og forældre.

 

Vi skal derfor sikre penge til forebyggende indsatser, så små problemer ikke får lov at vokse sig store. Og der er brug for at styrke fællesskaberne i skolen, så alle elever føler sig som en del af undervisningen.

 

Vi skal investere i forebyggelse
I dag er systemets logik desværre i alt for høj grad, at vi først løser problemerne, når de har vokset sig store. Det er både dyrt for den enkelte, dyrt for familierne og dyrt for samfundsøkonomien. 

 

Tænk engang, hvad der ville ske, hvis vi vendte den logik på hovedet! Tænk, hvis vi havde en skole med flere lærere pr. elev. Tænk, hvis vi havde ressourcerne til at hjælpe alle børn ind i fællesskabet. Med tid og plads til at lære og lege. Tænk, hvis vi kunne holde flere elever i hånden undervejs i stedet for at forsøge at gribe dem, når de faldt?

 

Regeringen har talt ufatteligt meget om de over 40.000 unge, der står uden uddannelse eller arbejde. En stor del af de unge er børn, som ikke fik den folkeskoletid, de selvsagt fortjener.

 

Og vi ved, at en stor del af fundamentet for at klare sig lægges i de tidlige år. Først i daginstitutionerne og senere i ti års skolegang i folkeskolen. Hvis vi først mister børn og unge både fagligt og socialt i de tidlige år, så koster det enormt at komme tilbage.

 

Både for barnet, der risikerer tilbagefald. For når de først er stoppet helt op og ikke længere kommer i skolen, er det virkelig svært at vende tilbage. For forældrene, hvor de måske ikke har kunne beholde arbejdet, fordi det har krævet den nødvendige store opmærksomhed og fokus og skal bruge kræfter på at komme tilbage på arbejdsmarkedet.   

 

Skal vi undgå det, skal der investeres her og nu. For det milliardbeløb, der går til at lette topskatten, ville man kunne ansætte eksempelvis 2.500 lærere. 

 

Og når lærerne peger på tolærerordningerne eller færre i klassen, er det noget, der ville komme de fleste børn til gavn. Ikke bare dem, der mistrives. Det er det, der er så fint ved forebyggelsen. At den faktisk ikke bare hjælper de få, men de mange. Modsat regeringens skattelettelser til de rigeste.