DLF om nye inklusions-anbefalinger: Afgørende at vi styrker folkeskolen
En ekspertgruppe er kommet med anbefalinger om reglerne for inklusion og specialundervisning - DLF tager godt imod dem, men retter også fokus på behovet for investeringer i det almene område.
En forpligtigelse til at arbejde forebyggende, bedre balance mellem individ og fællesskab og mindre skrivebordsarbejde i PPR. Det er blandt overskrifterne i de anbefalinger, som en ekspertgruppe, der har undersøgt reglerne for inklusion og specialundervisning, nu er kommet med.
Overordnet tager formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen godt imod de nye anbefalinger.
”Vi sætter for sent ind i dag i forhold til børn og unge i udfordringer, så det har været helt nødvendigt at der grundlæggende er set på, om skolerne har de nødvendige rammer," siger han og fortsætter:
”Det er afgørende, at vi ender med løsninger, der styrker folkeskolen! Ekspertisen omkring arbejdet med elever og undervisning skal ikke rykkes ud af skolen, som vi desværre ser, at der kan være en tendens til at foreslå politisk. Jeg tror, at det her kan være med til at frigive tid i PPR til at være tættere på undervisningen – det er der brug for.”
Han pointerer, at man ud over reglerne også er nødt til at have fokus på de mere økonomiske aspekter.
”Det er meget vigtigt at forstå, at den nødvendige omstilling i forhold til inklusion altså kræver en investering i det almene område, før vi på skolerne kan indfri ambitionerne om at løse inklusionsopgaven bedre,” siger han.
DLF vil nu dykke dybere ned i den grundige præsentation af anbefalingerne, men allerede nu er Gordon Ørskov Madsen meget opmærksom på området omkring tidlig indsats.
”Det er helt rigtigt set af ekspertgruppen, at der her skal arbejdes mere systematisk. Men det vigtigste er, at indsatsen munder ud i noget, der faktisk kan realiseres og komme til at virke. Jeg kan godt frygte, at ekspertgruppens anbefaling om en pædagogisk didaktisk handleplan faktisk kan betyde, at lærerne skal til at skrive 15-20 handleplaner hver tredje måned, som ikke kan realiseres. Det vil kun føre til frustrationer hos lærere, og ikke skabe den nødvendige handling, der hjælper eleverne,” siger han.