DLF: Finansloven viser, hvor skoen trykker i folkeskolen, men mangler løsningerne
Regeringen og Konservative sætter med finansloven fingeren på nogle af folkeskolens store udfordringer, men de langsigtede løsninger mangler, lyder det fra Danmarks Lærerforening
Torsdag kunne regeringen sammen med Konservative præsentere finansloven for næste år. Aftalen rummer flere mindre elementer på skoleområdet, blandt andet initiativer, der skal modarbejde skolefravær og implementere en ny model for tydelige regler for fysisk indgriben.
”Det er godt, at politikerne kan se, hvor skoen trykker. Ufrivilligt skolefravær og uklare regler for fysisk indgriben er nogle af folkeskolens helt store udfordringer. Men man må bare sige, at det, regeringen og Konservative her præsenterer, er for lidt til, at det for alvor vil kunne mærkes,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.
Han peger eksempelvis på, at 10 mio. kr. til implementering for en model for fysisk indgriben i folkeskolen ikke rækker langt, når de skal strækkes over landets mere end 1.000 skoler. På samme måde er de 30 mio., regeringen og Konservative de næste fire år vil afsætte til indsatser, der skal bekæmpe langvarigt, ufrivilligt skolefravær, langt fra nok til at løse de store udfordringer, skolerne står overfor.
”Langvarigt, ufrivilligt skolefravær er et massivt og meget komplekst problem, der hænger tæt sammen med folkeskolens andre udfordringer. Vi kan ikke lappeløse skolernes ganske omfattende problemer med 30 mio. kr. om året. Der er behov for seriøse overgangsinvesteringer, hvis vi skal finde de gode, langsigtede løsninger,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Nu ser DLF-formanden frem til at gå i dialog om de elementer, der skal arbejdes videre med på skoleområdet:
”Jeg ser meget frem til arbejdet om en national handlingsplan for skolevægring, ligesom jeg glæder mig til det kommende arbejde med at skabe klare regler for, hvornår og hvordan lærerne griber ind, når der opstår konflikter og uro. Danmarks Lærerforening vil naturligvis bidrage med alt, vi kan, for at finde de gode løsninger, der fungerer ude i klasseværelserne,” siger Gordon Ørskov Madsen.

Langvarigt, ufrivilligt skolefravær er et massivt og meget komplekst problem, der hænger tæt sammen med folkeskolens andre udfordringer. Vi kan ikke lappeløse skolernes ganske omfattende problemer med 30 millioner om året.
Gordon Ørskov Madsen
Formand for Danmarks Lærerforening