Flertal af lærere: Vi holder ikke til et langt arbejdsliv i folkeskolen
Over halvdelen af lærerne og børnehaveklasselederne vurderer, at de ikke kan holde til et langt arbejdsliv i folkeskolen – men samtidig vil langt de fleste gerne blive i folkeskolen hele arbejdslivet, hvis forholdene forbedres.
”Jeg vil gerne arbejde i folkeskolen hele mit arbejdsliv, men jeg kan ikke holde til det.”
Sådan lyder den typiske lærerstemme i en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening. 55 procent vurderer, at de med de nuværende arbejdsforhold ikke kan holde til et langt arbejdsliv i folkeskolen. Men det er ikke lysten til at arbejde i folkeskolen, den er gal med. Knap 85 procent svarer nemlig, at de gerne vil arbejde i folkeskolen i hele deres arbejdsliv, hvis arbejdsforholdene forbedres.
I undersøgelsen peger lærerne primært på færre undervisningstimer, bedre støtte til elever med særlige behov, mere tid til forberedelse samt flere tolærertimer som de tiltag, der er mest afgørende for, at de faktisk vil kunne holde til et langt arbejdsliv i folkeskolen.
”Det er et meget tydeligt signal. Lærerne og børnehaveklasselederne vil rigtig gerne folkeskolen, men alt for mange oplever, at rammerne gør det umuligt at holde til et helt arbejdsliv. Det skal vi tage alvorligt,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.
Han ser det som en bunden politisk opgave at skaffe flere uddannede lærere – hvilket efterhånden burde stå klart for enhver i lyset af de stærkt bekymrende danske Pisa-resultater for nylig.
”Vi løser ikke folkeskolens problemer uden flere uddannede lærere i klasseværelserne. Vi skal tage bedre imod de nye lærere, holde på de erfarne og få nogle af de omkring 40.000 uddannede lærere, der i dag arbejder uden for folkeskolen, tilbage. Det kræver bedre arbejdsvilkår,” siger han.
Danmarks Lærerforening ser positivt på regeringens signaler om at investere et milliardbeløb i folkeskolen - startende med 900 mio. kr. i finansloven for næste år - og etablere en trepart om skolen, hvor lærerne skal være med til at finde løsninger på udfordringerne.
”Det er entydigt godt, at regeringen nu påbegynder investeringerne i folkeskolen og vil samle parterne, så vi alle forpligter os på at finde de gode løsninger. Det er sådan, vi kan skaffe flere uddannede lærere, løfte elevernes faglighed og skabe en stærkere folkeskole. Og vi skal hurtigt i gang med at skabe forbedringer, der kan mærkes i klasseværelserne,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Tal fra undersøgelsen
55 procent af lærerne og børnehaveklasselederne vurderer, at de ikke kan holde til et langt liv i folkeskolen.
Omvendt har 84 procent faktisk lyst til at arbejde i folkeskolen i hele arbejdslivet, hvis forholdene forbedres.
De peger primært på, at disse tiltag vil have størst positiv betydning for, at de kan holde til et langt arbejdsliv i folkeskolen:
Færre undervisningstimer - 74 pct.
Bedre støtte til elever med særlige behov - 69 pct.
Mere tid til forberedelse - 68 pct.
Flere tolærertimer - 53 pct.
Mindre støj og uro i undervisningen - 50 pct.