Fortsat fald i de danske PISA-resultater

08. september 2026

Det er vigtigt, at vi handler nu, lyder det fra DLF-formand efter de laveste danske resultater i PISA-undersøgelsens historie.

De danske skoleelever går tilbage i den nyeste PISA-undersøgelse. Det gælder især i læsning, men også i matematik og naturfag.

 

Resultaterne fortsætter dermed flere års nedadgående udvikling, og eleverne opnår nu de laveste danske resultater i PISA-undersøgelsens historie.

 

Formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, kalder de nye resultater dybt alvorlige – men desværre ikke overraskende.

 

”Vi har set målingerne gå den gale vej i årevis - det er som om, vi er vidne til et trafikuheld i slowmotion. Det er afgørende nødvendigt, at vi får vendt udviklingen. Hver niende elev består ikke dansk og matematik i 9. klasse, og det har store konsekvenser for både den enkelte og for samfundet,” siger han.

 

Skal billedet vendes, er der ifølge DLF-formanden især brug for tre ting:

 

Eleverne skal undervises af dygtige, uddannede lærere, som kender klassen. Der skal være to lærere i klassen – helst i alle fag, men som minimum i dansk og matematik. Og lærerne skal have tid til at skabe mere af den spektakulære undervisning, hvor alle elever bliver opslugt og kan fordybe sig.

 

”De unges verden kører helt oppe i sjette gear, men i skolen skal vi have tid til at sætte tempoet ned. Skolen skal være et sted, hvor man bliver klogere i fællesskab, bliver opslugt af et emne, kommer ud i naturen, tænker kritisk, taler sammen,” siger Gordon Ørskov Madsen og fortsætter:

 

”Vi har brug for en skole, hvor man lærer lidt langsommere, men meget grundigere.”

 

DLF-formanden ser heldigvis gode muligheder for at skabe de nødvendige forbedringer og løfte eleverne fagligt. Regeringen har i sit regeringsgrundlag store og gode ambitioner for folkeskolen – bl.a. med et milliardløft, planer om at sikre flere uddannede lærere og bedre muligheder for at arbejde forebyggende i den almene folkeskole.

 

”Jeg ved, at regeringen tager det her alvorligt, og retningen er helt rigtig – men det er vigtigt, at der kommer handling på nu. Vi skal have investeringer helt ud i klasseværelserne, gerne allerede fra næste skoleår,” siger Gordon Ørskov Madsen.