Glædelig Lærerens Dag!

Debat
06. oktober 2025

Lad Lærerens Dag være en anledning for os alle til at stå sammen om stærke skoler og gymnasier – for demokratiet, for fællesskabet og for fremtiden, skriver tre lærerformænd i dette fælles indlæg.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, Anders Frikke, formand for GL, og Monica Lendal Jørgensen, formand for Frie Skolers Lærerforening.

 

I dag er der en ekstra god grund til at sende en rar tanke til dit barns lærere eller din egen gamle klasselærer.

 

Den 5. oktober er nemlig FN’s internationale Lærerens Dag, hvor vi hylder det vigtige arbejde, lærerne hver dag yder.

 

For lærerne er med til at skabe det, der på mange måder er fundamentet for vores demokrati og vores fælles fremtid: vores børn og unges uddannelse.

 

Vi lever i en tid præget af stor usikkerhed. Vores demokrati og sociale sammenhængskraft er udfordret på måder, vi ikke troede mulige for bare få år siden. Fysiske konflikter er rykket tættere på os, og når vi tænder den digitale verdens skærmlys, er manipulation og polarisering med til at skabe tvivl og gøre skade.

 

Og midt i det hele, der står vores skoler og gymnasier. De fællesskaber, hvor vi skal ruste børn og unge til at tage del i verden. Tage ansvar for den.

 

Det er her, eleverne lærer, at argumenter og viden altid – altid – har forrang for manipulation og vold. Lærer at være en del af et fællesskab. Lærer værdien i at give plads og lytte til andre. For det kunne jo være, de havde noget klogt at sige.

 

Det er i skolen, eleverne får et demokratisk kompas, som de tager med sig – og som de altid kan finde frem, hvis de farer vild.

 

Det er store ord. Det ved vi. Og hvis skolerne og gymnasierne skal lykkes med sine vigtige demokratiske opgaver, så kræver det da også noget.

 

Det kræver lærere, der har viden, integritet og mod. Lærere, som ikke blot er formidlere, men som også er kulturbærere og værdiledere. Lærere, der har fagligheden i orden.

 

Det kræver et opgør med det præstationsfokus, der har præget vores uddannelsessystem i alt for mange år. Som skaber pres og mistrivsel. Som skaber undervisning, der retter sig for meget mod eksamenerne. Og som flytter fokus væk fra det, der er – og altid har været – kernen. Nemlig den almene dannelse. Det, der ikke kan måles og vejes. 

 

Det kræver politikere, der sikrer ordentlige økonomiske rammer. Og som stoler på lærernes dømmekraft og deres medbestemmelse.

 

Ja, det kræver mange ting. Og vores budskab er ikke, at alt er galt i dag. Slet ikke. Vi lykkes med rigtigt mange ting.

 

Vores budskab er, at hvis vi skal lykkes med at fremme de demokratiske værdier og styrke det indre forsvar, så er vi nødt til at sætte ind flere steder på én gang. Så skal vi ikke kun i tale sværge til demokratiet, men også leve det på skolerne.  

 

Når vi spørger os selv, hvilket samfund vi gerne vil have, må vi samtidig svare på, hvilke skoler og gymnasier vi gerne vil have. Hvilke muligheder vi giver lærerne for at gøre det, de er bedst til: sikre stærk uddannelse vores børn og unge.  

 

Uddannelse, der giver håb. For håb er ikke naivt. Håb er forudsætningen for handling.

 

Lad derfor Lærerens Dag være en anledning for os alle til at stå sammen om stærke skoler og gymnasier – for demokratiet, for fællesskabet og for fremtiden.

 

Indlægget er bragt i Avisen Danmark d. 5. oktober 2025.