Gratis bog til alle medlemmer: 'Fremmedsprog'
Fagbogen ’Fremmedsprog’ sætter fokus på sprogundervisning og dens afgørende betydning for børns muligheder for at forstå sig selv og den verden, de er en del af. Bogen er gratis som e-bog eller lydbog for alle medlemmer af DLF.
Kunstig intelligens, ChatGPT og Google Translate puster til debatten om, hvorvidt børn i skolen overhovedet skal lære fremmedsprog. Snart kan oversættelsesprogrammer jo klare både den skriftlige og den mundtlige kommunikation for os.
Det argument er selvfølgelig helt forkert, skriver Petra Daryai-Hansen i sin nye bog, hvor hun viser, hvorfor fremmedsprogsundervisning i grundskolen aldrig har været vigtigere.
Uanset om det er engelsk, tysk, fransk eller et helt fjerde sprog, så er sprogundervisning nemlig afgørende for børns muligheder for at forstå sig selv og den verden, de er en del af. I fremmedsprogsundervisning lærer eleverne at være nysgerrige, udfordre sig selv og være modige. Og gennem fremmedsprogsundervisning kan lærere vise deres elever, hvordan sprogene kan bygge bro til andre sprog – og knytte forbindelser mellem fagene.
I Fremmedsprog giver forfatteren en række eksempler på god fremmedsprogsundervisning med fokus på indhold og kulturmøder – på den måde tydeliggør hun, at vi fortsat har brug for fremmedsprog
i skolen.
Bogen er skrevet af Petra Daryai-Hansen er lektor i fremmedsprogsdidaktik på Københavns Universitet. I sine forsknings- og udviklingsprojekter arbejder hun med fremmedsprogsundervisning med særligt fokus på flersprogethed, interkulturalitet og indholdsbaseret sprogundervisning.
Bogen er en del af bogserien ’Pædagogisk Rækkevidde’ og er udgivet i februar 2024.