Hvorfor ses skolen som en udgift og ikke en investering?

Af Niels Jørgen Jensen, næstformand for Danmarks Lærerforening.

Hvis man som forælder møder sit barns lærer i det lokale supermarked søndag den 5. oktober, er der en ekstra anledning til at give et anerkendende klap på skulderen.

Her er det nemlig FN’s internationale Lærerens Dag, hvor vi hylder lærerne for det vigtige arbejde, de hver dag yder for børn, unge og samfund i Danmark såvel som på verdensplan.

Dagen giver også anledning til at stille spørgsmålet: Hvorfor skal det være en kamp at få regeringer verden over til at investere i uddannelse? I skolerne og lærerne.

Det betragtes alt for forsimplet som en udgift – ikke som den gode investering i bedre liv og bedre samfund, det reelt er. Her skal vi have større ambitioner, både nationalt og globalt.

Lad mig give et konkret eksempel.

For nylig besøgte vi i Danmarks Lærerforening et af foreningens internationale partnerskabsprojekter i Malawi - et af verdens fattigste lande.

Her mødte vi lærere, der kunne fortælle om kollegaer, der emigrerer fra landet.

Et skolesystem, der er fattigt på alt. Klasseværelser, hvor eleverne sidder på jorden i et rum med rå vægge uden egentlige vinduer.

Skoler, der ligner en staldbygning fra begyndelsen af 1800-tallet, og hvor eleverne må se langt efter de skolebøger og hæfter, vi tager for givet i vores del af verden.

Men den voldsomme fattigdom stod i skarp kontrast til lærernes store stolthed over deres arbejde og ansvarsfølelse over for deres elever. For samtidig var lærernes analyse skarp.

For i et land med 20 millioner indbyggere, hvor godt en tredjedel er i skolealderen, hvem skal så betale for en bedre skolegang via en skattebetalt offentlig finansiering?

Malawi er et af flere afrikanske lande, hvor lærernes manglende mulighed for at lykkes med deres mission højst sandsynlig vil resultere i øget fattigdom.

Konsekvensen er nemlig, at mange vælger at kæmpe for sig selv.

De velbemidlede grupper ved at sende deres børn i privatskole, mens indbyggere uden midler i stor stil vælger at migrere for at søge et bedre liv. Det skubber til den negative udvikling, samtidig med at magt og midler nedarves i det, der ellers skulle være et demokratisk samfund.

Lad os træde et skridt tilbage og stille hinanden spørgsmålet: Hvad sker der egentlig, hvis vi lykkes med at gøre verden bedre uddannet?

Det korte svar er større forståelse og færre konflikter. En bedre fremtid for den enkelte og for hele samfund.

I en usikker tid præget af konflikt og med flere hundrede millioner migranter globalt set, er vi i tanke og handling nødt til at indse, at global uddannelsespolitik er også sikkerhedspolitik.

Vi skal ikke satse enøjet på våben og forbedret konkurrenceevne. Vi kan ikke bare lukke os inde i Europa.

Lad os gøre det, der virker: Fokusere globalt på kvalitetsuddannelse for alle.

Og vi er nødt til at investere i og solidarisere mere med lærere, hvis det skal lykkes. Både herhjemme og i resten af verden.

Indlægget er bragt i Skolemonitor d. 3. oktober 2025.