I folkeskolen skal klasseskel ikke forstærkes – de skal brydes

Debat
05. oktober 2026

Børns muligheder hænger i stigende grad hænger sammen med deres forældres økonomi og deres postnummer - og de nye PISA-resultater understreger kun, at vi har et alvorligt problem, skriver DLF's formand i dette indlæg.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening

Vi har en folkeskole, der er bygget på en stærk idé: Uanset om du vokser op i en direktørvilla eller på sjette sal i en boligblok, skal du have adgang til den samme gode skolegang.

Sådan er virkeligheden desværre ikke længere.

Vi ved, at børns muligheder i stigende grad hænger sammen med deres forældres økonomi og deres postnummer. Og de nye PISA-resultater, der kom for nylig, gør det kun mere tydeligt, at vi har et alvorligt problem.

Danske 15-åriges resultater er faldet markant i læsning, matematik og naturfag – og undersøgelsen viser klart, at jo sværere socioøkonomiske kår eleverne kommer fra, desto lavere resultater får de.

Det er ikke bare tal i en rapport. Det handler om unge mennesker, hvis muligheder for uddannelse og arbejde bliver dårligere. Og det handler om social retfærdighed.

Derfor er det positivt, at regeringen lægger op til at investere massivt i folkeskolen og sætte ind over for de 100 skoler, der er mest udfordrede. Men hvis vi for alvor vil gøre op med uligheden, må vi passe på ikke kun at tale om de 100 skoler.

For problemerne findes ikke kun ét sted.

Der findes børn med faglige udfordringer i både by og på landet. I ressourcestærke og ressourcesvage kommuner. Vi skal derfor investere i hele den fælles folkeskole – med øje for, at de skoler og elever, der har de største udfordringer, får mest hjælp.

Efter mange års besparelser er det helt afgørende, at nye penge faktisk kan mærkes i klasselokalet.

Vi har brug for flere uddannede lærere med bedre tid til at forberede god undervisning. For et arbejdsmiljø, hvor lærere kan holde til et langt arbejdsliv. Og vi har brug for flere timer, hvor to lærere underviser eleverne.

For når én lærer står alene med en klasse med 25 elever med vidt forskellige behov, er det svært både at hjælpe den elev, der kæmper med at læse, og udfordre den elev, der allerede er langt foran.

Med flere lærere kan vi skabe en skole, hvor der er tid til den enkelte og samtidig plads til fællesskabet.

PISA-resultaterne viser, at vi ikke kan vente længere. Hvis vi mener alvorligt, at børn skal have lige muligheder i Danmark, skal vi også være villige til at investere i den skole, der skal give dem det.

Folkeskolen skal ikke være endnu en institution, hvor klasseskel bliver forstærket.

Den skal være det sted, de bliver brudt.

Indlægget er bragt i Arbejderen d. 3. oktober 2026.