Knap hver femte lærer har undladt at undervise i kontroversielle emner
Når lærere afholder sig fra at undervise i kontroversielle emner, er det primært et pædagogisk, didaktisk eller praktisk fravalg, viser ny VIVE-undersøgelse.
En ny undersøgelse fra VIVE om undervisning i kontroversielle emner viser, at knap hver femte lærer i grundskolen på et tidspunkt i deres lærerliv har afholdt sig fra at undervise i et eller flere emner, fordi de oplevede emnet som kontroversielt.
Undersøgelsen viser, at beslutningen meget sjældent skyldes frygt, men derimod er et pædagogisk, didaktisk eller praktisk fravalg – og konkluderer, at ”lærerne har fundet løsninger og tilgange i undervisningen i kontroversielle emner.”
Formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Maden, påpeger, at hvis lærerne ikke har tid nok, eller hvis de ikke har nået at opbygge en stærk relation til elever og forældre, kan de være mere tilbøjelige til at droppe de svære emner.
”Jeg mener ikke, at der er brug for central styring, anvisninger eller pålæg om, hvad lærerne skal gøre. Det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler undervisningsmaterialer og metoder, der kan bruges til at undervise i de her emner, men det er i høj grad noget, der skal finde sted ude på de enkelte skoler i samarbejde med kollegaer og med opbakning fra skoleledere og skolebestyrelser,” siger Gordon Ørskov Madsen og tilføjer:
”Jeg kan godt forstå det politiske ønske om at støtte lærerne. Det er velkomment. Men det gør man bedst ved at stole på, at lærerne har styr på det, og på at lærerfælleskabet kan varetage opgaven”, siger han.
Han understreger, at skolen spiller en vigtig rolle, som et rum, hvor eleverne netop kan blive trænet i at tage de svære demokratiske samtaler med hjælp fra lærerne. Et ønske til samfundet omkring skolen er her en bedre tone i debatten, mener Gordon Ørskov Madsen.
”Det danske samfund og det politiske system er ikke altid så gode til at tage en ordentlig samtale. Det skaber nogle gange en rå tone, som bliver båret med ind i folkeskolen, og det skal vi være opmærksomme på,” siger han.