Lærerformand: “Milliardinvesteringer og indsatser for flere lærere vil gøre en afgørende forskel for folkeskolen”
Den nye regering vil styrke folkeskolen med milliardinvesteringer, en ny finansieringsmodel for skolen og et partnerskab for flere uddannede lærere. Det kommer til at gøre en afgørende forskel for folkeskolen, siger en begejstret formand for Danmarks Lærerforening.
Efter 10 ugers forhandlinger har den nye regering i dag kunnet fremlægge sit regeringsgrundlag og de politiske ambitioner for den kommende periode. Med samlede investeringer på 5 milliarder årligt til børn og unge, udviklingen af en ny finansieringsmodel, der skal sikre folkeskolernes økonomi i hele landet, og et partnerskab, der skal fastholde og rekruttere flere uddannede lærere til folkeskolen samt en række andre initiativer og indsatser, står folkeskolen helt centralt i regeringsgrundlaget.
”Vi taler her om investeringer i en størrelsesorden, der vil gøre en afgørende forskel for vores folkeskole og for lærernes muligheder for at kunne lykkes med at løfte alle elever. Det er den helt rigtige vej for folkeskolen,” siger Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen.
Han peger på, at folkeskolen de seneste år har været på vej ind i en negativ spiral, hvor antallet af elever med særlige behov er eksploderet, elevernes faglige niveau er faldet markant og flere børn og unge mistrives. Hver ottende elev består i dag ikke folkeskolens afgangsprøve. Samtidig vælger flere uddannede lærere folkeskolen fra, og knap 20 procent af underviserne har i dag ikke en læreruddannelse.
”Folkeskolen står over for nogle store og meget alvorlige udfordringer – alt for mange består ikke dansk og matematik, og samtidig er antallet af elever med særlige behov eksploderet. Lærerne knokler for at løfte alle elever, men vi har ganske enkelt behov for at styrke folkeskolen markant,” siger Gordon Ørskov Madsen og fortsætter.
”Derfor er jeg meget begejstret for den nye regerings ambitioner for folkeskolen. Det her er noget, lærerne har efterspurgt længe, og vi står i Danmarks Lærerforening klar til at fortsætte samarbejdet og få indsatserne gjort til virkelighed ude i klasselokalerne.”