Lærerformand: Regeringen sender et meget, meget tydeligt signal til hele Danmark

10. september 2026

Regeringstoppen er klar med milliardinvestering og en trepart på skoleområdet som reaktion på den nye Pisa-undersøgelse – vigtigt vi får handling på, lyder det fra lærerformand.

En trepart om folkeskolen og 1 milliard kroner på den næste finanslov til børneområdet var blandt budskaberne fra regeringstoppen på et pressemøde om den nye Pisa-undersøgelse.

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen tager godt imod regeringens udmelding:

”Jeg ser en regering, der sender et meget, meget tydeligt signal til hele Danmark i dag.”

”Vi står i det, jeg kalder ’et trafikuheld i slowmotion’. Fagligheden er simpelthen i frit fald og har været det længe. De 15-årige har aldrig læst og regnet så dårligt. Hver niende består ikke folkeskolens afgangsprøve. Det er meget alvorligt – og det oplever jeg en regering, der tager alvorligt,” siger han.

Lærerformanden hæfter sig ved, at regeringen er indstillet på at sætte flere ressourcer af til skolen – og tage lærerne med ved bordet, når de vigtige beslutninger om folkeskolen skal træffes.

”Det er vigtigt, at vi får handling på. Derfor er jeg glad for, at både undervisningsministeren og de fire partiledere er indstillet på at prioritere de penge, der skal til – for det kommer til at kræve investeringer. 1 milliard er en god start,” siger Gordon Ørskov Madsen og fortsætter:

”Og så er jeg glad for, at vi får en trepart om folkeskolen. Vi står med nogle komplekse problemer, og vi er nødt til at sætte os sammen om at finde de fælles løsninger.”