Lange lister med særaftaler for enkelte elever udfordrer lærerne

Af Regitze Flannov, forkvinde for Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening.

Folkeskolen skal kunne mere for flere.

Sådan lyder det i mange af landets kommuner, i takt med at flere elever har særlige behov, og skolernes økonomi strammer til.

I Danmarks Lærerforening ser vi, hvordan flere kommuner netop nu skruer op for inklusionen. Samtidig ser vi, at de nødvendige ressourcer ikke følger med.

Otte ud af ti lærere har elever i klasserne, der ikke får den støtte, der er behov for. Samme andel har elever, der venter på psykiatrisk udredning.

Det går ud over arbejdsmiljøet for både elever og lærere.

Konfliktniveauet er højt, uro fylder i stigende grad i undervisningen – og samtidig kommer der stadigt flere opgaver og forventninger til læreren, uden at der følger tid med til at løse dem.

Vi hører ofte fra lærere, der fortæller, hvordan de skal navigere i et mylder af individuelle handleplaner og særaftaler med elever og forældre.

Aftalerne har typisk fokus på det enkelte barn, og kan give god mening i sig selv, men de stiller læreren i et krydspres, når skolens hverdag banker på.

Forleden hørte jeg eksempelvis om en lærer, der havde printet 54 handleplaner for sine udskolingselever ud. I en af klasserne var der en aftale om, at hun skulle gå ned til en af drengene som det første, når der var givet en opgave, så hun kunne sikre sig, at han forstod den.

Det giver jo umiddelbart fin mening. Problemet var bare, at det stod i handleplanerne hos fire elever i klassen. Det stiller læreren i en umulig situation, for hvem skal være ’først’, når det står fire steder?

En anden lærer fortæller, at en elev ikke kunne rumme, at uret i klassen tikker. Derfor vil forældrene gerne have, at uret tages ned. Men i klassen sidder tre andre elever, der har behov for meget tydelig tidsstyring. Begge behov kan ikke imødekommes samtidigt, og læreren står dermed i en umulig situation.

I en anden klasse er et barn med særlige behov meget højlydt på grund af sin diagnose. Barnet skulle kunne rummes, og skolens løsning blev, at resten af klassen må sidde med høretelefoner på. Det gør det overmåde svært for læreren at gennemføre undervisningen.

Hver for sig er de her særaftaler ikke nødvendigvis problematiske. Det kan se ud som en lille ting at sørge for, at læreren lige bruger 5 minutter ekstra på Carla, inden timen starter, eller følges med Valdemar i frikvarteret, fordi han har brug for en hånd at holde i.

Men når man har 54 børn med hver sin handleplan og hver sine forældre med forventninger og individuelle særaftaler, der hver gang kræver fem minutter ekstra af lærerens tid – ja, så er der til sidst ikke noget tid tilbage.

Lærerne går hver dag på arbejde for at skabe god undervisning, gode relationer til eleverne og stærke fællesskaber i folkeskolen. Men det kræver tid, overskud og handlerum.

Inklusion er en god idé. Når vi kan gribe og rumme de børn, der har det svært, og få dem med som en naturlig del af fællesskabet, vokser alle i processen.

Men underfinansieret inklusion er en ubetinget dårlig idé. Det er ikke inklusion, når resten af klassen skal sidde med ørebøffer i timerne, fordi ét barn ikke får den støtte, det har behov for.

Og det er ikke inklusion, når man laver handleplaner, der er så urealistiske, at det stiller lærerne skakmat i spillet mellem forventninger og virkelighed.

Vellykket inklusion kræver tid og overskud. Samtidig er det ikke nok at se på det enkelte barns behov – det er nødvendigt at finde løsninger, der fungerer i klassens fællesskab.

Ellers vil vi stille både lærerne, eleverne og forældrene i en situation, hvor det er umuligt at lykkes.

Indlægget blev bragt i Skolemonitor den 15. december 2025.