Meld din skole til at udvikle nye fagplaner
Folkeskoler kan indtil d. 27. maj melde sig til at afprøve og give feedback på de kommende fagplaner – vigtigt at vi som lærere og ledere griber denne mulighed, lyder det fra DLF og Skolelederforeningen.
Folkeskolen skal have nye læreplaner i stedet for Fælles Mål, og landets skoler har i den anledning chancen for at sætte præg på de kommende fagbeskrivelser. Det sker ved at melde sig til et udviklingsprogram, hvor man er med til at udvikle en eller flere af de 21 nye fagplaner.
Skolernes erfaringer vil indgå i det fortsatte arbejde med at udvikle fagplanerne og er dermed med til at kvalificere og sikre, at fagplanerne bliver meningsfulde for de lærere, der skal bruge dem.
Mange skoler har allerede meldt sig, men der er plads til flere – og det er vigtigt, at vi på skolerne griber den gode mulighed, lyder det fra formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, og formand for Skolelederforeningen, Dorte Andreas.
”Det er meget vigtigt, at de nye fagplaner bliver formuleret i øjenhøjde med lærerprofessionen. Nu har vi muligheden for at være medudviklere og komme helt ind i fagfornyelsens maskinrum – det skal vi udnytte! Jeg vil derfor gerne sende en stærk opfordring til, at man får meldt sin skole til udviklingsprogrammet inden fristen udløber d. 27. maj,” siger Gordon Ørskov Madsen.
”Fagfornyelsen skal medvirke til, at eleverne får mulighed for at engagere og fordybe sig i fagene på mangfoldige måder, hvor de samtidig er aktive og medskabende, og hvor fællesskabet udgør det naturlige omdrejningspunkt. Det er en unik mulighed for at sætte jeres præg på de kommende fagplaner, der er en nøgle til skoleudvikling bredt set,” siger Dorte Andreas.
Sådan tilmelder man sig
Udviklingsprogrammet er åbent for alle folkeskoler og specialskoler og gennemføres af EVA – Danmarks Evalueringsinstitut for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Frist for tilmelding er tirsdag den 27. maj 2025. Her kan man melde sig til udviklingsprogrammet.