Nye masteruddannelser er en gevinst - men gambler med kobling til praksis

Af Regitze Flannov, forkvinde for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening.

Vi har i Danmarks Lærerforening taget temperaturen på lærernes oplevelser med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning – i daglig tale PPR – som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen. Og her er der nogle klare tendenser.

Over halvdelen af lærerne oplever, at der går mere end en måned, før de kan fra hjælp, rådgivning og vejledning fra PPR. Og når hjælpen endelig kommer, oplever flertallet, at den ikke er realiserbar i praksis.

PPR-medarbejderne er kompetente og gør et kæmpe arbejde for vores børn og unge, så jeg har intet at udsætte på dem – tværtimod. 

Tallene fortæller mig nemlig, at PPR-området helt indlysende behøver flere ressourcer, så hjælpen kan komme hurtigere og smidigere. 

Men tallene viser også, at meget skal gentænkes i den måde, vi bruger PPR på. Vi har brug for et PPR, der har rammerne til at arbejde mere ind mod fællesskaberne og i praksis understøtter den rette undervisning for hele klassen.

Den måde, vi har bygget PPR-funktionen op i kommunerne, er i dag for bureaukratisk - og ender alt for ofte som en flaskehals i forhold til, at de rette tiltag kan sættes i gang. 

Og vi ser en uheldig tendens, som også Trivselskommissionen har peget på, hvor det er diagnoser, der regulerer adgangen til støtte, indsatser og hjælp. 

PPR skal i langt højere grad være en pædagogisk styret hjælp til fællesskaberne. 

Derfor er det enormt positivt, at politikerne med aftalen om reform af professionsuddannelserne søsætter masteruddannelser målrettet lærerne, blandt andet en ny psykologfaglig overbygning på 75 ETCS-point. 

Det har vi i Danmarks Lærerforening kæmpet hårdt for, da det vil bidrage med dyrebare erfaringer og kompetencer ind i PPR.

Vi har nemlig brug for PPR-praktikere, der selv har stået som lærere i klasseværelserne, kender skolernes hverdag og har planer om at blive længere i PPR-rollen end blot et par år, som desværre er virkeligheden mange steder. 

Det er der stor enighed om blandt skolens parter. Og jeg bifalder, at det bliver professionshøjskolerne, der skal udbyde masteruddannelserne, da det også vil synliggøre mulige karriereveje i vores lærerprofession.

Men jeg har to store anker om udformningen af masteruddannelsen. For det første, at det bliver et fuldtidsstudie. For mange lærere vil det være en uoverskuelig økonomisk og tidsmæssig barriere kontra et deltidsstudie, som man lettere kan få til at passe ind i en travl hverdag med fuldtidsarbejde og familieliv.

Og for det andet, at man ikke – som sædvanligt ved den type masteruddannelse - behøver erhvervserfaring for at tage den nye master, men kan gøre det direkte efter læreruddannelsen. 

Når vi lægger de to forhold sammen, så gambler vi meget alvorligt med den kobling til praksis, som jeg ser som hovedformålet med den nye psykologfaglige masteruddannelse. 

Indsigten i og erfaringen med pædagogik, didaktik og undervisning er afgørende for et stærkere PPR, og er det som både eleverne, lærerne og kommunerne har brug for.

Nu skal den politiske aftale udmøntes i lov, så politikerne kan heldigvis nå at rette op på manglerne. Det vil nemlig være enormt ærgerligt, hvis et ellers klogt og nødvendigt tiltag for vores skoler på den måde mister kostbar effekt.

Indlægget er bragt i Skolemonitor d. 28. maj 2025.