Øget arbejdsudbud kræver et bedre arbejdsmiljø!

Debat
08. september 2025

Politikere og arbejdsgivere er på vej ned ad en blind vej i jagten på øget arbejdsudbud, så længe de ikke gør mere for at forbedre vores arbejdsmiljø, lyder det fra DLF's formand i dette debatindlæg.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

 

Et godt arbejdsmiljø har en helt åbenlys gevinst: Det får flere til at blive i jobbet. Det gælder for lærerne såvel som så mange andre professioner. 

 

Den indsigt bør politikerne tage til sig. Særligt nu hvor de er så optagede af at øge arbejdsudbuddet. 

 

Vi hører nemlig i stigende grad fra politikerne, at den vigtigste valuta i dansk politik ikke er penge, for dem har vi mange af. Nej, nu handler det om, at vi ikke kan bruge pengene, hvis der ikke er nok medarbejdere. 

 

Arbejdsudbuddet skal derfor øges, lyder det. Og at målet er mere arbejdskraft, er sådan set helt fint. 

 

Men midlet – det forstår jeg ærligt talt ikke. 

 

Politikerne, erhvervslivet og arbejdsgiverne vil skaffe flere hænder ved at lade pensionsalderen stikke af og fjerne retten til tidlig tilbagetrækning. ”Skræl det hele væk”, som Lars Løkke Rasmussen sagde for nylig. 

 

De vil skære på antallet af offentligt ansatte – uden at skele til, om det går ud over kvaliteten. 

 

Men her tager de i mine øjne grueligt fejl. For der er andre og langt bedre veje.

 

Hver femte lønmodtager går i dag stresset på arbejde. Arbejdsrelateret stress sænker vores arbejdsudbud med 55.000 personer, og koster samfundet 55 mia. kr.  – hvert år! 

 

Vi har i Danmark en stærk arbejdsmoral. Men lige nu slider vi alt for meget på vores arbejdskraft. Vi ser flere indlæggelser og behandlinger som følge af stress og dårligt arbejdsmiljø, og det er dyrt. Både menneskeligt og i kroner og ører.

 

I stedet for at forringe velfærden, give milliardstore skattelettelser og skære på lønmodtagernes rettigheder, så skulle politikerne langt hellere fokusere på at gøre det muligt at gå trygt på arbejde uden at blive syg af det. 

 

Det lovede politikerne endda selv, da de i sin tid satte pensionsalderen op: At så skulle arbejdsmiljøet og velfærden sikres. Det har vi stadig til gode at se en helhjertet indsats for.  

 

Så kære politikere. Kære arbejdsgivere. Drop nu jeres forskruede fokus på arbejdsudbud. Drop jeres forringelser af velfærden. Drop ideen om endnu en stigning i pensionsalderen. 

 

I er på vej ned ad en blind vej, så længe I ikke gør mere for at forbedre vores arbejdsmiljø.

 

Indlægget er bragt i Arbejderen d. 8. september 2025.