OK26: Aftale på plads for medarbejdere i regionerne
Parterne på det regionale område er blevet enige om et treårigt forlig, der blandt andet sikrer generelle lønstigninger på 6,27 pct og bedre muligheder for at være hjemme med syge børn.
Parterne på det regionale område er nået til enighed om en aftale, der har en samlet økonomisk ramme på 9,2 procent over tre år, samt en teknisk korrektion på 0,2 procent.
Formanden for Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation, Gordon Ørskov Madsen, er tilfreds med aftalen:
”Vores medlemmer i regionerne kan se frem til samme mærkbare lønstigning som deres kollegaer i kommunerne. Samtidig rummer aftalen nogle nybrud, hvor vi tager gode skridt i regning af noget øget fleksibilitet for den enkelte og bedre muligheder for at være hjemme med sine børn, når de er syge,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Med aftalen får medarbejderne i regionerne generelle lønstigninger på 6,27 procent over tre år og en ny fritvalgsordning, der giver en fritvalgsdag for alle medarbejdere, der ikke har ret til børneomsorgsdage eller seniordage. Derudover rummer aftalen andre forbedringer på fx barsel og en indførelse af barnets 0. og 3. sygedag, så forældre fremover har mulighed for at være hjemme med deres syge børn både på hjemkaldelsesdagen og de efterfølgende tre dage.
Med det regionale forlig er der indgået aftaler på alle tre generelle områder. De kommende uger vil forhandlerne koncentrere sig om de særlige aftaler, der gælder for de enkelte faggrupper – herunder lærere, børnehaveklasseledere, UU-vejledere, SOSU-undervisere og andre af Danmarks Lærerforenings medlemmer i regionerne, kommunerne og staten.
Der er på alle tre områder afsat 2 procent til forhandlingerne med de enkelte faglige organisationer.