OK26: Samlet aftale for lærere og børnehaveklasseledere i kommunerne

23. marts 2026

Parterne er nået til enighed om en ny treårig overenskomst for lærerne i folkeskolen og andre undervisere i kommunerne. Aftalen giver blandt andet den gennemsnitlige lærer 3.600 kroner plus pension mere på lønsedlen om måneden.

Forhandlerne måtte en tur forbi Forligsinstitutionen, før det lykkedes at nå til enighed om en ny overenskomst for lærere, børnehaveklasseledere og andre undervisere i kommunerne, men nu kan Lærernes Centralorganisation (LC) og KL præsentere en ny overenskomst.

Formanden for LC og Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, er tilfreds med aftalen, som en enig hovedstyrelse i Danmarks Lærerforening anbefaler.


”Vi står med en aftale, der rummer nogle nybrud og en række gode forbedringer for lærere og børnehaveklasseledere. Jeg er ret stolt af, at vi kan give børnefamilierne noget luft med barnets 0. og 3. sygedag, og så er jeg glad for, at kommunerne bliver forpligtet til at sikre en ordentlig lærerstart for alle nyuddannede,” siger Gordon Ørskov Madsen.


Lønnen er et af de områder, der har fyldt meget for Danmarks Lærerforenings medlemmer frem mod forhandlingerne, og som lærerformanden har lagt vægt på ved forhandlingsbordet.


”En gennemsnitlig lærer vil med denne her aftale få 3.600 kroner mere på lønsedlen hver måned plus pension, og vi løfter alle grupper lønmæssigt. Det er vigtigt, ikke mindst i en tid hvor priserne på fødevarer og energi er høje og usikre,” siger DLF-formanden.

 

Find aftalerne her

Gordon Ørskov Madsen

En gennemsnitlig lærer vil med denne her aftale få 3.600 kroner mere på lønsedlen hver måned. Det er vigtigt, ikke mindst i en tid hvor priserne på fødevarer og energi er høje og usikre.

Gordon Ørskov Madsen

Formand for Danmarks Lærerforening

Lærerformanden ser mange gode elementer i aftalen, men der er også områder, hvor han ærgrer sig over, at det ikke har været muligt at rykke arbejdsgiver længere. Det gælder særligt forhandlingerne om lærernes arbejdstid og seniorområdet.

”Lige nu taler politikerne på Christiansborg om, hvordan vi kan få flere tusinde lærere tilbage til folkeskolen. Hvis det skal kunne lykkes, er vi nødt til at skabe nogle mere attraktive arbejdsvilkår i folkeskolen. Og der er denne aftale ikke nok,” siger Gordon Ørskov Madsen og forsætter:


”Til gengæld lægger vi med aftalen nogle spor, der peger ind i, hvordan vi i fremtiden kan sikre, at flere uddannede lærere vælger folkeskolen til. Og jeg håber, at vi kan få både KL og politikerne på Christiansborg med på, at vi skal skabe en folkeskole, som kan tiltrække og fastholde de dygtige lærere.”