Sæt dit lærer-præg på folkeskolens nye fagplaner
Frem til 12. november 2025 har lærere på alle grundskoler mulighed for at give deres input til Fagfornyelsen – DLF’s formand sender kæmpe opfordring til at gribe den mulighed.
Mange skoler har allerede meldt sig til at være såkaldte fagplansskoler og afprøve råudkast til folkeskolens nye fagplaner. Og lærerne på alle andre grundskoler har nu også mulighed for at arbejde med disse udkast til fagplanerne og give feedback til fagudvalgene i den åbne bidragsrunde.
Formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, håber, at lærerne vil gribe denne gode mulighed:
”Det er nu, det gælder, hvis man som lærer vil have indflydelse på den endelige udformning af fagplanerne. Det er vigtigt at huske, at det er de første udkast, der nu sendes på gaden. Jeg håber, at vi som lærere kan hjælpe fagudvalgene godt videre ved at komme med konstruktive tilbagemeldinger,” siger han.
Han pointerer, at det fra begyndelsen været enormt vigtigt for Danmarks Lærerforening, at de nye fagplaner bliver formuleret i øjenhøjde med lærerprofessionen. Derfor var det meget glædeligt, at over 140 skoler meldte sig til at afprøve første udkast – og lige så vigtigt er det nu, at lærere på andre skoler også griber muligheden for at afprøve og kvalificere de nye udkast.
”Kun sådan sikrer vi, at de endelige fagplaner giver mening og bliver anvendelige for lærerne som rettesnor for undervisningens planlægning og indhold. Så jeg vil sende en kæmpe opfordring til at gribe muligheden. Den kommer bestemt ikke hver dag,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Du kan indsende dit input til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet frem til d. 12. november 2025.
Læs mere og deltag i den åbne bidragsrunde her.