Skolerne er ikke klar til mere inklusion, før vi investerer

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

Vi skal sørge for, at flere børn trives socialt og fagligt i den almene folkeskoles fællesskab og færre får behov for et specialskoletilbud. Det er vores klare holdning i Danmarks Lærerforening.

Inklusion handler om, at alle elever er en del af et undervisningsfællesskab, hvor de både lærer, dannes og udvikles. KL og andre parter har meldt ud, at der skal inkluderes flere elever i den almene undervisning efter en årrække, hvor flere og flere får specialundervisning. Men hvad betyder det egentlig?

Jeg vil gerne prøve at åbne døren ind til et typisk klasseværelse i folkeskolen i dag, hvor en lærer underviser klassens 25 elever. Her sidder der en lille håndfuld, der ikke får den særlige støtte, der er nødvendig for dem i undervisningen. Et par stykker er fanget i alt for lang ventetid på hjælp fra PPR eller psykiatrisk udredning.

Det betyder, at der opstår støj og uro, der skal håndteres. Og læreren løber simpelthen tør for tid og chancer for at lave den gode undervisning og dyrke det dyrebare relationsarbejde, han eller hun ellers godt ved, hvordan man skal lykkes med.

Det går ud over hele klassens udbytte af undervisningen og trivsel. Og sidst på skoledagen udvikler en ellers banal konflikt mellem to elever sig helt unødigt til en fysisk voldsom episode, som skal bearbejdes.

Det hele kan blive så slemt, at der elever i den her klasse, der ikke magter at gå i skole. Det rammer deres familier hårdt. Selvfølgelig mentalt, men også økonomisk, når de i lange perioder er nødt til at blive hjemme med barnet.

Her ligger nøglen til langt bedre inklusion i folkeskolen. At vi får taget hånd om de nævnte problemer og udfordringer, inden de vokser til uoverkommelig størrelse! Men det undlader vi. Fordi vi ikke har kapaciteten og ressourcerne ude i de helt almindelige skoleklasser. Vi gør opmærksom på behovet, men der sker alt for lidt – indtil problemerne er blevet så voldsomme, at det er blevet til sager og diagnoser, som vi så er nødt til at tage os af. I mellemtiden kan der være lærere, som har måttet kaste håndklædet i ringen, søgt væk eller helt er stoppet som lærere. Forældre, der frustreret har forsøgt at råbe op eller gået til private psykologer for at få hjælp til deres barn.

Ind i mellem alt dette er der selvfølgelig også alle de gyldne stunder i skolens hverdag med stærke venskaber, nye indsigter og masser af kreativitet og gåpåmod hos både elever og lærere. Det er vigtigt at huske på i debatten om vores folkeskole. Men det korte af det lange er, at skolerne ikke er klar til mere inklusion. Vi ved til gengæld godt, hvad der skal til for at gøre den mere klar.

Hvis der for eksempel stod to uddannede lærere i den her klasse, var der langt større overskud til at nå hele vejen rundt. Hvis der blev sat tidligt ind med støtte og specialpædagogiske kræfter i klassen til de elever, der har brug for det, ville det løfte både dem selv og deres klassekammerater. Hvis deres lejrskole ikke var blevet sparet væk sidste år, ville de have et langt bedre socialt fundament at stå på som klassefællesskab. 

Det er helt afgørende, at politikerne forstår, hvordan deres gode intentioner om at flere elever skal være en del af fællesskabet i den almene folkeskole har en chance for at blive til virkelighed. Og det er helt afgørende, at indsatserne bliver sat ind i tide.

Der er brug for en kapacitetsopbygning og omstilling af folkeskolen gennem en investering i almenområdet. Dette vil på sigt endda være selvfinansierende, fordi flere elever derved vil kunne trives på de almene folkeskoler.

Vi så hvor galt det gik for godt 10 år siden, da man forsøgte sig med større inklusionsgrad – i betydningen jo flere i almenklassen, jo bedre – uden de nødvendige midler fulgte med. Det har vi alle en pligt til at lære af.

Der er brug for at tilpasse rammerne, så flere børn kan få en god skolegang. Det er ikke børnene, der skal tilpasses rammerne. At børn så også skal tilpasse sig fællesskabet som en del af det at gå i skole – det er en helt anden sag.

Vellykket inklusion handler nemlig ikke om at sætte børn med forskellige forudsætninger og baggrunde ind i en klasse og så ellers håbe på det bedste og prøve at undervise dem så godt, man nu engang kan - som desværre er oplevelsen mange steder. Det er først en succes, når alle elever løftes fagligt og trives socialt i klassefællesskabet.

Det er et langt, sejt træk at nå derhen. Men det kan lade sig gøre, hvis vi nationalt og lokalt er vedholdende og prioriterer alt det, vi ved virker.

Indlægget er bragt i Altinget. d. 28. april 2025.