Stærke fagbevægelser er afgørende, når demokratiet er udfordret
Hvor fagbevægelserne er svage, er demokratierne også svage. Derfor er det vigtigt, at vi i fagbevægelsen bruger fællesskabets kraft og de udfordringer, vi står overfor, til at kæmpe for alt det vi tror på, skriver DLF's formand i dette debatindlæg.
Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.
For kort tid siden fejrede vi hinanden og vores fællesskab i fagbevægelsen. 1. maj er hvert år en anledning til at huske hinanden på alt det vigtige, vi kæmper for. Mærke fællesskabets kraft. Og det er der så sandelig brug for.
For vi lever i en tid, der er fyldt med usikkerhed. Gamle alliancer er i opbrud. Trump har skabt et kaos, som ingen kunne forudse omfanget af. Der er stadig krig i Europa.
Og hvad skete der med klimakrisen? Den er stadig meget langt fra at være løst. Den fylder mindre i medierne og politisk. Kunstig intelligens fylder til gengæld mere og mere og giver nye store udfordringer.
Det burde stå klart for enhver, at et stærkt demokrati bygger på et stærkt og organiseret arbejdsmarked. På et trygt og veludviklet velfærdssamfund. På stærke professioner, der har ordentlige rammer for arbejdet.
AE-Rådet har vist, at der er en tydelig sammenhæng mellem den høje organiseringsgrad i Danmark og vores høje velstand. Når vi organiserer os, søger vi indflydelse, og det gør, at vi i højere grad tager ejerskab og ansvar. Arbejdskamp og fagbevægelse har dermed været med til at gøre os alle mere produktive – og rigere!
Det ses da også tydeligt på Danmarks konkurrenceevne i verden. Danmark er konkurrencedygtigt og ligger globalt set nummer tre på konkurrenceevne. Vi er både innovative og produktive, og den succes er ikke faldet ned fra himlen. Den skyldes, at vi har dygtige tillidsrepræsentanter og tillidsfulde arbejdere, der hver dag skaber udvikling på deres arbejdspladser. Hvis adfærd står i en skærende kontrast til defensive virksomhedsejere, der putter pengene i lommen og gemmer dem til svære tider.
Så når Cepos vil fjerne retten til tidlig tilbagetrækning, Dansk Industri vil sænke selskabsskatten, og Liberal Alliance vil halvere dagpengeperioden. Når direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, siger, at “vi i Danmark mangler en Elon Musk-type, så vi kan få begrænset antallet af offentlige ansatte”, så taler de imod bedre vidende. Og de skaber en farlig cocktail, der presser både demokratiet, velstanden og sammenhængskraften i samfundet. De burde ganske enkelt vide bedre.
Vi i fagbevægelsen skaber samfund, der hænger sammen. Vi ser det overalt i verden: Hvor fagbevægelserne er svage, er demokratierne også svage. Derfor er det vigtigt, at vi i fagbevægelsen bruger fællesskabets kraft og bruger de udfordringer, vi står overfor, til at kæmpe for alt det vi tror på.
Det styrker sammenhængskraften, og det styrker demokratiet.
Indlægget er bragt i Arbejderen. d. 24. maj 2025.