Velkommen til et nyt skoleår!
Livet myldrer heldigvis tilbage på landets skoler, men børnehaveklasselederne oplever, at de mindste elever er blevet mindre skoleparate og at der ikke følger ressourcer med til de elever, der har brug for særlig støtte. Det skal vi være mere opmærksomme på, lyder det fra DLF-formanden i dette skolestarts-debatindlæg.
Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.
Tomme gyngestativer, klasselokaler med stolene oppe og nøgne flagstænger. Det har været den stille virkelighed på landets folkeskoler sommeren over, men nu myldrer livet heldigvis tilbage efter en velfortjent ferie.
Det er en særlig tid for både lærere, elever og deres familier, som man går ind til med spænding, uanset hvor mange gange, man har prøvet det før.
Men sommerfuglene flakser nok med lidt større vinger i de mindste maver, nemlig hos de nye børnehaveklasseelever.
Det er her, at grundtrygheden, klassefællesskabet og opfattelsen af, hvad det vil sige at gå i skole, bliver etableret. Derfor er året i børnehaveklassen i den grad vigtigt for, hvordan eleverne klarer sig senere hen.
Derfor er det også bekymrende, at to tredjedele af landets børnehaveklasseledere i en ny undersøgelse svarer, at eleverne er blevet mindre skoleparate over de sidste fem år. Det er særligt det at håndtere konflikter, modtage en fælles besked og vente på tur, som eleverne har fået sværere ved – mens de faktisk er blevet lidt bedre til at kende bogstaver og tal.
Det viser for mig en tendens til, at man som forældre – i den allerbedste mening – gradvist har fået et større fokus på, at børnene kan alle bogstaverne og skrive deres eget navn, allerede når de begynder i børnehaveklassen.
Alt det skal vi nok nå.
Vi har i stedet brug for en god forventningsafstemning med hinanden om, at de mere sociale færdigheder og værktøjer faktisk er det allervigtigste for, at vi i børnehaveklassen kan sikre alle de skønne og nysgerrige børn en god og tryg fælles start på skolelivet.
Der ligger altså noget, vi skal have fokus på før skolen. Men jeg er selvfølgelig også meget optaget af, hvilken skole det så er, vi tilbyder eleverne. Og her svarer tre fjerdedele af børnehaveklasselederne, at der mangler en opmærksomhed på og ikke følger ressourcer med til de nye børnehaveklasseelever, der har brug for særlig støtte. Det er enormt bekymrende – især når vi ved, at der er kommet flere børn med særlige behov.
Står børnehaveklasselederen alene med 26 elever, hvor flere har brug for lidt ekstra - ja så bliver det for presset for alle. Og sætter man ikke tidligt ind med den nødvendige støtte, så vokser problemerne sig desværre kun større op gennem klassetrinene for barnet, familien og hele klassens fællesskab. Det skal vi prioritere langt højere som samfund at forbedre.
Vi ved, hvad der skal til for at hjælpe børnene bedre på vej fagligt og socialt gennem hele deres skoletid: Flere børnehaveklasseledere og lærere. Få de rette specialpædagogiske kompetencer helt ind i klasseværelset. Styrke klasselærerens rolle for et bedre relationsarbejde og forældresamarbejde. Generelt sikre, at børnehaveklasselederne og lærerne har bedre tid og rum til at lave den gode og nærværende undervisning, som de så gerne vil.
Det er helt nødvendige skridt på vejen mod endnu bedre, stærkere og mere velfungerende fællesskaber for eleverne. Både dem, der lige nu træder ind i et nyt skoleår, og alle dem vi glæder os til at byde velkommen i folkeskolen i årene foran os.
Indlægget er bragt i Avisen Danmark d. 12. august 2025.