Vi kan ikke inkludere os ud af skolens udfordringer

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening. Indlægget blev bragt i Avisen Danmark den 21. november 2025. 

Folkeskolen skal være for alle børn. Det er et smukt og vigtigt ideal, som jeg tror, de fleste af os kan stå bag. Men i dag står vi med en virkelighed, hvor idealet om inklusion er ved at knække både elever, familier og lærere. Ikke fordi det er et forkert ideal. Men fordi det ikke bliver bakket op af de nødvendige investeringer.

En ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening viser, at mere end otte ud af ti lærere har elever i deres klasse, som ikke får den hjælp, de har brug for. To ud af tre lærere oplever, at inklusionsopgaven gør det svært at lykkes med undervisningen – og mere end hver tredje lærer siger, at inklusionen har fået dem til at miste lysten til at fortsætte i faget.

Det er meget alvorlige tal. For det er ikke muligt som lærer at skabe god undervisning, når man hver dag står med følelsen af ikke at slå til. Og når lærere mister arbejdsglæden, mister eleverne deres vigtigste ressource. Lærerne vil deres elever det bedste. Men det slider dybt, når man ikke har rammerne til at hjælpe alle børn – og det kan føre til moralsk stress, frustration og i sidste ende opsigelser.

Vi ser allerede konsekvenserne. Vikartallet i folkeskolen er fordoblet på 10 år, og hver femte underviser har ikke en læreruddannelse. Og hvis udviklingen fortsætter, vil vi i 2035 mangle 8.500 lærere. Det er en udvikling, vi ganske enkelt ikke har råd til – hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk.

For problemet handler ikke kun om lærernes arbejdsmiljø. Det handler først og fremmest om eleverne. Når der ikke er støtte nok, skaber det uro og konflikter i klassen, og det går ud over alle elever.

Inklusionen blev sat i gang for at skabe større rummelighed og færre henvisninger til specialtilbud. Men vi glemte én afgørende ting: ressourcerne. Man kan ikke bare placere flere elever med særlige behov i almindelige klasser og tro, at det løser sig. Det har vi prøvet én gang før – og det gik galt.

Den gode nyhed er, at vi ved, hvad der skal til for at lykkes med inklusionen. Mange kommuner landet over er lige nu i gang med indsatser, der skal sikre en folkeskole, der kan mere for flere.

Det er rigtigt positivt, men vi har brug for, at alle kommer med. Derfor er der brug for overgangsinvesteringer i milliardklassen, hvis vi skal lykkes med inklusionen i folkeskolen. Og det skal vi.

Det vil betyde flere tolærerordninger, mere co-teaching, mindre klasser og bedre adgang til PPR og andre støttefunktioner. Det vil give mere tid til forberedelse, samarbejde og faglig sparring for lærerne. Og det vil skabe en virkelighed, hvor alle børn får den støtte, de behøver for at kunne lære og trives.

Det koster penge på den korte bane. Men det er en investering, der tjener sig selv hjem. For hver gang et barn får den rette støtte tidligt, mindsker vi behovet for dyr specialundervisning senere. Og vi giver børnene troen på, at de hører til i fællesskabet og giver dem bedre muligheder for at klare sig godt i resten af livet.

Det, vi gør lige nu, er i forvejen meget dyrt, når mere end hver fjerde krone i folkeskolen går til de knap syv procent af eleverne, der modtager specialundervisning. Det må og skal vi kunne gøre klogere.

Vi står ved en afgørende skillevej. Enten fortsætter vi, som vi gør nu – hvor flere elever bliver tabt, fordi små problemer får lov at vokse sig store, og hvor flere lærere vinker farvel til folkeskolen mod deres vilje. Eller også vælger vi at tage ansvar og skabe en folkeskole, der kan rumme alle.

Det kan siges meget enkelt: Vi er nødt til at investere, før vi kan inkludere. Det er ikke lærerne, der skal løbe hurtigere. Eller eleverne, der skal passe bedre ind. Det er politikerne, der skal investere – både mere og klogere.