DLF på sociale medier

Se Danmarks Lærerforenings retningslinjer for at deltage i debatten på DLF's sociale medier.

Forestil dig, at vores sociale medier er et klasselokale, hvor målet er en levende dialog og et rummeligt og trygt fællesskab. I klasselokalet er det vigtigt, at alle får lov at komme til orde og har lyst til at deltage i debatten. Det kræver nogle fælles regler.

Det bedste fællesskab skaber vi ved at

  • deltage aktivt i debatten: Du må meget gerne dele dit synspunkt eller bidrage med oplevelser fra din hverdag. Du må meget gerne folde dit argument ud med nuancer, så andre kan have glæde af at læse din holdning eller erfaringer.

  • holde os til emnet: Overvej om din kommentar handler om opslagets tema eller indhold. Det er sjovest at debattere, når vi taler om det samme emne.

  • bevare den gode tone: Du må gerne være kritisk, hvis du holder en god tone og er respektfuld over for dem, du debatterer med. Skriv kommentarerne, så de tåler at blive læst højt for din mormor eller dit barnebarn.

  • bakke op om fællesskabet og hinanden: Vær med til at sprede god karma via et like eller en konstruktiv kommentar på andres bidrag i debatten. På den måde er du med til at skabe et online fællesskab, som er værd at bruge sin tid på.

For at skabe det bedste og tryggeste online fællesskab for os alle, sletter vi kommentarer, og i yderste tilfælde udelukker vi brugere, der ikke bidrager konstruktivt i indhold eller tone.

Vi sletter din kommentar eller udelukker dig, hvis du

  • spammer, laver gentagelser af kommentarer eller opslag eller spreder misinformation eller usandheder.
  • har en falsk profil eller ikke deltager med dit rigtige navn.
  • deler indhold, som er reklame eller har kommerciel karakter, eller forsøger at rekruttere brugere til en anden gruppe/side på sociale medier.
  • ikke respekterer privatlivets fred, fx ved at offentliggøre andres personlige oplysninger.
  • bruger sprog, som er upassende, hadefuldt, diskriminerende, krænkende, racistisk eller truende.
  • ikke holder dig til opslagets emne. I stedet opfordrer vi til, at du lavet dit eget opslag på vores side, hvor du kan starte en debat.

På Facebook henviser vi desuden til principperne i Facebooks egne fællesskabsregler: https://www.facebook.com/communitystandards

Kontakt os

Danmarks Lærerforenings sociale medier varetages og modereres af foreningens kommunikationsafdeling. Du er altid velkommen til at kontakte os på postkoa@dlf.org. Her kan du også skrive, hvis du er blevet udelukket og gerne vil være med i fællesskabet igen – vi bærer ikke nag.

Vi sagsbehandler ikke på sociale medier, så har du henvendelser til foreningen, som du ønsker svar på, så send dem til dlf@dlf.org.

Vi ønsker alle en god og spændende debat på Danmarks Lærerforenings sociale medier.