Næste OK26-lønstigning er på vej

OK26
28. september 2026

1. oktober stiger lønnen igen for lærere, børnehaveklasseledere og andre ansatte i kommuner og regioner. Lønstigningen er en del af OK26, som sikrer løbende lønstigninger for alle kommunalt, regionalt og statsligt ansatte frem til 2029.

Løn var et af de helt store temaer ved forårets overenskomstforhandlinger, og nu kan du igen mærke resultatet på lønsedlen.

1. oktober stiger lønnen med 0,52 procent for kommunalt ansatte og 0,55 procent for regionalt ansatte. For statsligt ansatte kom lønstigningen allerede 1. august og var på 0,65 procent.

”Lønnen er altid en bærende del af overenskomstforhandlingerne, og derfor er jeg glad for, at vi ved OK26 kom igennem med nogle ret markante lønstigninger. Lønnen stiger en smule 1. oktober, men samlet set stiger lønnen med over 6 procent over tre år,” lyder det fra Morten Refskov, der er formand for overenskomstudvalget i DLF.

Den største lønstigning lå den 1. april 2026, hvor lønnen steg med 2,40 procent for kommunalt ansatte og 2,2 procent for ansatte i regionerne.

Med stigningen 1. oktober er lønnen for kommunalt ansatte steget med godt 3 procent, siden den nye overenskomst trådte i kraft 1. april.

 

Flere lønstigninger på vej

Stigningen 1. oktober er langt fra den sidste. Ved OK26 blev der på det kommunale område aftalt generelle lønstigninger på i alt 6,27 procent over den treårige overenskomstperiode.

Oven i det kommer de lønforbedringer, som Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation har forhandlet hjem til de enkelte medlemsgrupper.

Morten Refskov glæder sig over, at lønnen løbende stiger:

”Lærerne vil i snit opleve, at lønnen vil være steget med omkring 3.600 kroner om måneden, når OK26 er fuldt indfaset. Dertil kommer omkring 693 kroner mere i pension hver måned. Det svarer til en stigning på mere end 50.000 kroner om året, når man tæller pensionen med.”

 

Sådan stiger lønnen frem mod 2029 for kommunalt ansatte

Lønstigningerne fra OK26 kommer løbende frem til 2029. Ovenpå lønstigningerne 1. april og 1. oktober i år, kommer er der 1. april 2027 lønforbedringer til forskellige enkeltgrupper, fx forhøjelse af grundløn og 12-års trin for lærere, børnehaveklasseledere, og vejledere og hævelse af almentillægget.

Herefter vil der komme lønstigninger til alle kommunalt ansatte 1. oktober 2027, 1. april 2028, 1. oktober 2028 og 1. januar 2029.

Dertil kommer forbedring af pension fra 17,3 til 17,45 procent fra 1. april 2027.

 

Regionalt eller statsligt ansat? Se dine stigninger her

Er du regionalt ansat, kan du se en oversigt over lønstigningerne og de andre elementer i din overenskomst her.

 

Er du statsligt ansat, kan du se en oversigt over lønstigningerne og de andre elementer i din overenskomst her.

 

Læs mere om OK26 og se, hvad aftalen ellers betyder for dig.