Deltidsansat og ferie
Her kan du læse om, hvilke forhold du skal være opmærksom på, når du som deltidsansat holder ferie.
Løn under ferie som månedslønnet deltidsansat
Hvis du er månedslønnet ansat og på deltid, optjener du ferie for hver måneds ansættelse, og du holder som udgangspunkt ferie med løn. Dette er de samme regler som for alle andre.
Din løn, når du holder ferie, skal beregnes i forhold til den beskæftigelsesgrad du havde, da du optjente ferien.
Hvis du er gået op i tid siden du optjente ferie
Hvis du fx var deltidsbeskæftiget på 30 timer om ugen, mens du optjente ferien, og derefter er gået op på fuldtid med 37 timer om ugen, så skal lønnen, når du holder ferie, reduceres til en brøk på 30/37.
Hvis du er gået ned i tid siden du optjente ferie
Er du omvendt gået ned i tid på tidspunktet for feriens afholdelse, men var på fuldtid, da retten til ferie blev optjent, så afregnes du med løn for fuldtid, når du holder ferie.
Fem ugers ferie om året
Som deltidsansat har du også krav på 5 ugers ferie om året, men du skal være opmærksom på, at du også trækkes i ferie for arbejdsfrie dage eller timer, når du holder ferie. Hvis du fx er på nedsat tid med en ugentlig fridag, så trækkes du for fem dages ferie, når du holder ferie hele ugen, hvor der ellers kun er fire arbejdsdage.
Hvad gælder på din arbejdsplads?
Kontakt din tillidsrepræsentant eller din lokale kreds om reglerne på din arbejdsplads.