Alle elever skal have en god skole - uanset postnummer

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, og Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Folkeskolerne i landdistrikterne og på de mindre øer er under pres. Skolelukninger er den udfordring, vi hører mest om, når det gælder skolen i landdistrikterne. Men en udfordring, der i alt for mange år har været underbelyst, er, at alt for mange elever uden for de store byer ikke består dansk og matematik.

Hver ottende elev forlader i dag folkeskolen uden at bestå enten dansk og matematik - det højeste niveau siden 2012. Og andelen af elever, der ikke bestod både dansk og matematik, steg i 65 ud af 94 opgjorte kommuner fra 2023 til 2024. Men der er en klar geografisk slagside.

Andelen er højest i Lolland Kommune, hvor 27,9 procent af eleverne ikke består afgangsprøven, andre land- og yderkommuner ligger også højt, mens den er lavest i kommuner som Allerød Kommune, Gentofte Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune. Her er det mindre end 5 procent af eleverne, der ikke består dansk og matematik.

I dag er der næsten et helt karakterpoint til forskel mellem hovedstads- og landkommuner, når man ser på karaktergennemsnittet i de bundne prøver i 9. klasse.

En ikke-bestået afgangseksamen er en alvorlig sag. Både for den enkelte elev og for samfundet. Den gør det svært at komme videre i uddannelsessystemet og øger risikoen for at ende som en del af den voksende gruppe af unge, der hverken er i job eller uddannelse.

Fra Danmarks Lærerforening og Landdistrikternes Fællesråd vil vi derfor gerne komme med en klar opfordring til den nye regering:

De to udfordringer - skolelukninger og faglighedskrisen i landdistrikterne - er I nødt til at adressere i de kommende år. Ellers risikerer Danmark at knække endnu mere over.

Lige adgang til uddannelse er et vigtigt princip i vores samfund. Men i dag er virkeligheden, at børn i landdistrikterne ikke har samme adgang til en folkeskole som børn i byerne. Siden 2007 er over 300 skoler blevet lukket, langt de fleste uden for de større byer. For mange familier betyder det længere transporttid og færre valgmuligheder.

Der er rigtig mange børn i landdistrikterne, som bruger over en time fra de lukker døren derhjemme, til de med den nærmeste bus ankommer til skolen og går ind ad hoveddøren. Og der er fortsat mange børn, som dagligt har op mod halvanden times transport hver vej. Det virker ekskluderende for et barn at skulle bruge så meget tid på transport hver dag.

Det er en udvikling, der udfordrer princippet om lige adgang til uddannelse. Når en folkeskole lukker i et mindre samfund, handler det ikke kun om undervisning, men også om lokalt liv. Skolen er et samlingspunkt, og uden skolen bliver det sværere at fastholde og tiltrække børnefamilier. Resultatet er en selvforstærkende spiral, hvor et lokalsamfund gradvist mister sin bæredygtighed.

Udfordringen handler dog ikke kun om adgang, men også om kvalitet.

I mange landdistrikter er de faglige resultater, som nævnt, svagere, og behovet for specialpædagogisk støtte er stigende. Det skyldes ikke manglende vilje hos lærere eller elever, men utilstrækkelige rammer.

Derfor er det afgørende at investere målrettet i undervisningens kvalitet i landdistrikterne. Flere lærere i klasserne gennem tolærerordninger og co-teaching kan gøre en konkret forskel. Samtidig bør de specialpædagogiske kompetencer i almenområdet styrkes, så elever med behov får støtte tidligere og mere systematisk. Men bedre kvalitet forudsætter også strukturelle løsninger.

Små skoler er ofte væsentligt dyrere pr. elev. Hvis skolernes finansieringsmodel ikke tager højde for det, vil vi fortsat se skolelukninger i landdistrikterne. Derfor er der behov for mere målrettet økonomisk støtte til mindre folkeskoler - eksempelvis et statsligt tilskud, der afspejler elevtal og geografi, så der bliver flere ressourcer til undervisning og flere busser, så den lange transporttid kan reduceres.

Samtidig bør det være muligt at drive skoler med færre elever, for eksempel ned til 60-70 elever på en skole med 0. - 6. klasse, hvis der allerede i dag er stor afstand til den nærmeste skole, og hvis det kombineres med fleksible organiseringsformer og stærkere faglige ressourcer. Det kan skabe bæredygtige skoler i mindre samfund.

Hvis vi ønsker en folkeskole i balance, kræver det en tydelig anerkendelse af de særlige vilkår uden for de større byer. Det kræver langsigtede investeringer, ikke midlertidige løsninger og skolelukninger.

Folkeskolen er en grundsten i det danske samfund. Den skal være til stede i hele landet - ikke kun dér, hvor det er lettest og billigst.

Derfor er budskabet klart: Vi skal sikre både kvaliteten og adgangen til folkeskoler i landdistrikter og på mindre øer. Det kræver målrettet økonomisk støtte, stærkere faglige rammer og politisk vilje til at tage ansvar. Alt andet er at acceptere et Danmark i ubalance.

Indlægget er bragt i Avisen Danmark d. 4. juni 2026.