Den sociale slagside i folkeskolen er desværre kun blevet stærkere med tiden

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

Vi skal styrke vores fælles folkeskole. Og det haster.

Det var blandt budskaberne fra regeringens top, da de for nylig præsenterede deres arbejdsprogram for den kommende tid.

Jeg er hamrende enig. For en elevs postnummer og forældres lønseddel må aldrig afgøre, hvad der står i elevens karakterbog, eller hvilke døre der åbner sig senere i livet. Alligevel er det den virkelighed, folkeskolen i stigende grad afspejler.

Regeringen vil med egne ord sætte massivt ind for at styrke elevernes faglighed, særligt i dansk og matematik. Og inden nytår sættes der navn på de 100 mest udfordrede skoler, så samarbejdet med skolerne kan begynde næste skoleår.

Efter en valgkamp, hvor folkeskolen fyldte meget, er den fortsatte politiske opmærksomhed både positiv og nødvendig. Alligevel sætter den geografiske og sociale ulighed stadig tydeligere spor i skolen.

Det skal vi handle på. For i dag er der store geografiske forskelle, når man ser på karaktergennemsnittet i de bundne prøver i 9. klasse.

Og så er det især elever fra lavindkomstfamilier, som i sidste ende ikke består dansk og matematik i folkeskolen. Den sociale slagside er desværre kun blevet stærkere med tiden.

Det betyder, at de børn, der møder skolen med de svageste forudsætninger, stadig sjældnere forlader den med udsigten til en god ungdomsuddannelse. Det lukker døre til uddannelse, arbejde og et friere liv, hvor man selv kan vælge sin vej. Og når social arv får lov at sætte sig som faglige nederlag, mister vi både mobilitet og sammenhængskraft i samfundet.

Folkeskolen skal bryde mønstre. Den skal være et værn mod ulighed. Ikke en accelerator.

Men løsningen er ikke at tage fra skoler i byen og give til skoler på i landdistrikterne. Slet ikke. Der er ikke en overflod af ressourcer nogen steder. En opgørelse fra AE har fx vist, at 12 ud af landets 100 fagligt mest udfordrede skoler ligger i Storkøbenhavn-området. Geografisk og social ulighed følger ikke kommunegrænser. Den kan løbe mellem landsdele, bydele og skoler. Vi skulle gerne ende et sted, hvor vi ikke blot flytter rundt på problemerne.

Regeringens ønske om at styrke de 100 folkeskoler, der kæmper mest fagligt, er et rigtig godt første skridt for at styrke skolen. Men hvis vi skal lykkes med at løfte hele folkeskolen, kræver det varige, gode løsninger.

Og derfor hæfter jeg mig ved, at regeringen fortæller, at det bliver vigtigt at sprede inspirationen fra dette samarbejde til andre skoler - og at de vil øge folkeskolens økonomi betragteligt. Efter mange år med besparelser er det kærkomment og helt nødvendigt. Og det er afgørende, at pengene når helt ud i klasselokalerne.

Til flere uddannede lærere. Til et arbejdsmiljø, der får lærerne til at blive. Og til flere timer med to lærere, så elever, der kæmper, får en hånd – uden at elever, der er klar til mere, må vente.

Det er sådan, vi sikrer bedre undervisning, stærkere fællesskaber og flere åbne døre og livsmuligheder for alle elever. Det står vi klar til at samarbejde med regeringen om.

Indlægget er bragt i Netavisen Pio d. 31. august 2026.