Der er for langt fra Christiansborgs ambitioner til kommunernes budgetter

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening

Meget godt er på vej. Regeringen vil løfte folkeskolen med flere milliarder kroner og sætte ind på de 100 skoler, der har de største faglige udfordringer. Meget kan lade sig gøre, og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der er optimistisk på folkeskolens vegne.

Vender vi blikket mod kommunerne, ser billedet dog noget anderledes ud lige nu.

Budgetterne falder så småt på plads. Undervejs har vores lokale kredsformænd bladret det ene sparekatalog efter det andet igennem.

Skolelukninger. Klassesammenlægninger. Besparelser på tolærertimer. Og grønthøstere, der grådigt kører hen over hele skolebudgettet.

Jeg har sågar hørt om forslag om tørsvømning – altså svømmeundervisning på land i stedet for i vand – og om at skære i hjælpen til elever med højt fravær. De er der jo alligevel ikke, må man forstå.

Kommuner, der havde afsat millioner til flere timer med to lærere og til indsatser, der skal gribe eleverne i tide, ender nu med at skulle spare.

Jeg er sikker på, at kommunerne deler ambitionen om en stærkere folkeskole. Men gode intentioner lapper nu engang ikke hullerne i budgettet.

Kommunalpolitikerne står med benhårde prioriteringer. Jeg ved, det ikke er let. Der er de penge, der er.

Problemet er, at når pengene ikke er bundet til skolen, ender folkeskolen i praksis som den økonomiske buffer. Det sted, man henter pengene, når andre regninger vokser.

Og lige nu vokser udgifterne til specialområdet. Det har konsekvenser. Vores egen rundspørge i august viste, at i 60 procent af kommunerne har skolerne således ikke har fået del i de ekstra midler, der ellers var afsat i økonomiaftalen.

Elever med særlige behov skal selvfølgelig have den støtte og undervisning, de har brug for. Men det er ikke holdbart, at regningen udhuler den almene folkeskole.

For folkeskolen er en del af løsningen. Det er her, vi kan gribe eleverne tidligt, før faglige og sociale problemer udvikler sig.

Lykkes vi med det, kan flere få en uddannelse og et arbejdsliv. Og færre risikerer senere at ende udenfor fællesskabet eller på førtidspension.

Det, der holder mig vågen om natten, er netop konsekvenserne for eleverne. Når skoler lukker, klasser bliver større, og der bliver færre lærere, får eleverne mindre tid og hjælp. Jeg er alvorligt bekymret for, hvad det betyder for deres faglighed og deres muligheder senere i livet.

Tag ikke fejl - jeg er meget tilfreds med, at vi har en regering, der er historisk ambitiøs på folkeskolens vegne.

Men når mere end halvdelen af kommunerne gik til forhandlinger med varslede besparelser på skolerne næste år, så er ambitionerne på Christiansborg og virkeligheden i kommunerne simpelthen for langt fra hinanden. Det hænger ikke sammen.

Vi har brug for en varig finansieringsmodel for folkeskolen, der tager højde for de stigende udgifter til specialområdet. Indtil den er på plads, bør regeringen bruge den mulighed, den selv peger på i sit regeringsgrundlag, og øge skolernes såkaldte timebank.

Pengene skal bindes til undervisningen, så vi sikrer, at de faktisk ender der, hvor de skal. I klasselokalerne. Et blik ud i kommunerne viser, at det haster.

Bragt i Avisen Danmark den 9. september 2026