Det skal have reelle konsekvenser, når arbejdsgiver knægter ansattes ytringsfrihed

Af Thomas Andreasen, formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening.

Tidligere i år fik vi i Danmarks Lærerforeningen medhold fra Folketingets Ombudsmand i en sag om ytringsfrihed.

En lærer i København beskrev i et interview med Berlingske sine personlige oplevelser med vold og konflikter i folkeskolen fra en tidligere arbejdsplads. Læreren blev efterfølgende indkaldt til en samtale af arbejdsgiveren, og det endte med, at læreren fik en opfordring til at holde lav profil med hensyn til kontakt til pressen.

Det var på mange måder en hovedrystende sag, når man kender til offentligt ansattes lovfæstede ytringsfrihed - og den førte da også til en helt klar og tydelig afgørelse fra Ombudsmanden, der kom med en skarp kritik af den kommunale forvaltning.

Sagen var desværre langtfra en enlig svale. Vi ser faktisk samme mønster igen og igen: en forvaltning træder ved siden af og irettesætter på den ene eller anden måde medarbejdere, der helt legitimt har brugt deres ytringsfrihed som offentligt ansatte.

Når vi som fagforening så går ind i de sager, trækker arbejdsgiveren i land og siger, at det ikke vil gentage sig. Men da er skaden allerede sket. Kollegaerne ser konsekvenserne ved at stille sig frem og tænker – helt forståeligt – at de ikke vil udsætte sig selv for det samme.

Vi ved fra en medlemsundersøgelse, at fire ud af ti lærere har undladt at ytre sig kritisk offentligt om arbejdsrelaterede forhold, selv om de har haft lyst til det - alene inden for det seneste år!

Det skyldes typisk frygt for negative konsekvenser fra lederen, arbejdsgiveren eller ens fremtidige jobmuligheder.

Det er ærlig talt et kæmpe problem, som jeg synes er dybt overset.

Lærerne gør nemlig ikke noget forkert i disse sager – tværtimod! De stiller sig meget modigt frem og fortæller om alvorlige udfordringer i vores folkeskole, så vi kan finde gode løsninger på dem. I Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed fremgår det ligefrem, at ytringer fra de fagprofessionelle, som er tættest på konsekvenserne af politiske beslutninger, er afgørende vigtige i et demokratisk samfund.

Når de i stedet tier af frygt, mister vi vigtig viden om, hvad der faktisk foregår i klasselokalerne, og hvad der skal til for at skabe bedre rammer for både elever og lærere.

En folkeskole, der skal kunne løfte sine opgaver, har brug for lærere, der tør sige højt, hvad der ikke fungerer. Lærere, som bliver mødt med opbakning, når de gør det. Ikke modstand.

Der er derfor brug for et klart ledelsesmæssigt ansvar og en kulturændring i kommunerne, hvor ytringsfriheden ikke bare anerkendes i teorien, men aktivt beskyttes i praksis.

Jeg mener at tiden er kommet til at se på, hvilke konsekvenser det skal have for en offentlig arbejdsgiver, når den bryder loven om offentligt ansattes ytringsfrihed. Om det fx skal være i form af bøde, som hvis en arbejdsgiver bryder arbejdsmiljøloven.

Politikerne er i alle mulige andre sammenhænge ikke bange for at sanktionere uønsket adfærd – ja, selv socialt udsatte forældre straffes og trækkes i ydelser, hvis ikke deres børn kommer i skole! Offentligt ansattes ytringsfrihed er så vigtigt et emne, at det bør få reelle og alvorlige konsekvenser, når arbejdsgiverne knægter den.

Indlægget blev bragt i Berlingske den 30. april 2026.