Sammen om Skolen
Sammen om Skolen er et partnerskab, der har som ambition, at folkeskolen skal udvikles gennem samarbejde - både nationalt og lokalt. Danmarks Lærerforening deltager i samarbejdet.
I det nationale partnerskab Sammen om Skolen, har en række parter givet hinanden håndslag på, at folkeskolens udfordringer skal drøftes og løses i fællesskab gennem samarbejde og dialog.
I Sammen om Skolen deltager partiernes undervisningsordførere, undervisningsministeren, Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, BUPL, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og Børne- og Kulturchefforeningen.
Ved at elever, lærere, pædagoger, skoleledere, forældre, kommuner og politikere i fællesskab drøfter folkeskolens udfordringer, behov og mulige løsninger kvalificerer det grundlaget for de politiske beslutninger både nationalt og lokalt.
Parterne i Sammen om Skolen har på nationalt plan blandt andet drøftet emner som:
- Evaluering og bedømmelse i folkeskolen
- Fornyelse af folkeskolens fag
- En mere praktisk orienteret folkeskole
- En mere inkluderende folkeskole
Flere af de input, som Danmarks Lærerforening og partnerskabets øvrige parter er kommet med, er indarbejdet i politiske aftaler, lovgivning og vejledninger.
Video om Sammen om Skolen
Skolelederforeningen beskriver i videoen de bagvedliggende ideer om Sammen om Skolen som en samarbejdsform for vores fælles folkeskole.
Frisættelse af folkeskolen kræver tættere samarbejde lokalt
Formålet med lokale Sammen om Skolen-partnerskaber er at skabe gode rammer for lokale drøftelser af udfordringer og løsninger, hvor en bred repræsentation af folkeskolens parter deltager. Disse drøftelser kan rammesættes på mange forskellige måder.
Inspirationsmateriale til samarbejde om den lokale folkeskole
Med dette inspirationsmateriale ønsker parterne omkring folkeskolen at støtte op om de lokale samarbejder ved at inspirere til, hvordan arbejdet kan tilrettelægges og skabe værdi for den lokale folkeskole.
Dialog om skoleudvikling
Få inspiration til, hvordan I kan skabe rammerne for god dialog om udviklingen af den lokale folkeskole. Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening har med støtte og sparring fra Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen udarbejdet en pjece og et website med masser af inspiration til samarbejdet lokalt.
Lokal dialog om skoleudvikling
Få inspiration til, hvordan I kan skabe rammerne for god dialog om udviklingen af den lokale folkeskole.