Når skoleåret er slut

Her kan du læse om, hvordan arbejdstiden opgøres, når skoleåret er slut. Du kan også læse om aftalens bestemmelser om overtid og undertid.

Opgørelsen

På de fleste skoler vil normperioden være lig med skoleåret. Når normperioden/skoleåret er slut, skal din arbejdstid gøres op for at konstatere, om du har haft over- eller undertid. Du kan sammenligne aktivitetsplanen med et budget. Arbejdstidsopgørelsen ved normperiodens afslutning kan sammenlignes med et regnskab.

For akkordlagte opgaver skal budget og regnskab normalt stemme præcist. Den fastlagte tid i akkorderne indgår direkte i opgørelsen af arbejdstiden.

Ud over de akkordlagte opgaver skal summen af den arbejdstid, som har været afsat i dine arbejdstidsplaner indgå i arbejdstidsopgørelsen. Hvis du har fået ekstra opgaver i løbet af normperioden, skal den tid, du har arbejdet ekstra, også indgå i opgørelsen.

Når normperioden er slut, sammenlægges følgende:

  • Egentid
  • Tid ifølge arbejdstidsplanerne
  • Præsterede arbejdstimer herudover
  • Akkorder
  • Timer til kombinationsbeskæftigelse
  • Overtid

Du har overtid, hvis opgørelsen viser, at du har arbejdet flere timer end normen for en fuldtidsansat, dvs. 1924 timer i løbet af skoleåret. Du har forskellige muligheder for at afvikle overtiden:

  • Du kan få overarbejdsbetaling, som udgør 1/1924 af din samlede faste årsløn med et tillæg på 50 % 
  • Hvis du og ledelsen er enige om det, kan du i stedet afspadsere, dvs. få frihed af samme varighed som overtiden - med et tillæg på 50 %. 20 overtimer vil give 30 timer til afspadsering i næste normperiode
  • Du kan aftale med ledelsen, at konstaterede overtimer overføres til din timebank med et tillæg på 50 % med henblik på afspadsering i en senere normperiode. En timebank kan ved en normperiodes begyndelse maksimalt indeholde 200 timer. Når man fratræder sin stilling, opgøres timebanken og evt. overskydende timer udbetales 

 

Undertid

Undertid betyder, at du har arbejdet mindre end den fastsatte arbejdstid for en fuldtidsansat. Hvis du har undertid, kan den overføres til næste skoleår efter et fradrag på 25 %. Der kan maksimalt overføres 80 undertimer. Ved 80 undertimer overføres således 60 undertimer til næste skoleår som tilspadsering, dvs. at du skal arbejde 1924 timer + 60 timer i det næste skoleår. Du kan også aftale med skolens ledelse en evt. saldo i din timebank nedskrives med den overførte undertid, i eksemplet de 60 timer.

Hvis du er deltidsansat beregner man forholdsmæssigt i forhold til normen for fuldtidsansatte. Det betyder fx, at en lærer på halv tid maksimalt kan have 40 undertimer, der tilspadseres med 30 timer det følgende skoleår.