Løn og vilkår Opsigelse og forflyttelse

At sige op selv

Når du selv siger op, skal du overholde gældende varsler. Du skal være klar over konsekvenserne af din opsigelse. Er du f.eks. tjenestemand, bør du bede den lokale kreds om at råde dig. Læs mere nedenfor

Hvis du er overenskomstansat 

Hvis du er ansat tidsbegrænset, kan du sige op uden varsel den første måned, du er ansat. Hvis du er prøveansat, kan du sige op uden varsel de første 3 måneder, du er ansat. Derefter kan du sige op med en måneds varsel til udgangen af en måned. Der kan være aftalt et længere varsel, da du blev ansat. Hvis det er tilfældet, skal arbejdsgiverens varsel være forlænget lige så meget.


Hvis du er tjenestemand

Du kan sige op med tre måneders varsel til udgangen af en måned. Hvis du er prøveansat tjenestemand, kan du i de første seks måneder sige op med 14 dages varsel til udgangen af en måned. Derefter kan du sige op med en måneds varsel til udgangen af en måned i resten af prøvetiden.

Sådan gør du

Du siger op ved at skrive til kommunen, at du søger din afsked pr. den og den dato. Giv ansøgningen til din nærmeste overordnede. Du skal ikke søge afsked, hvis du er tjenestemand i den lukkede gruppe og har fået job i en anden kommune. Den nye arbejdsgiver gør, hvad der skal gøres.


Søg rådgivning hos kredsen

Hvis du er syg eller ikke kan klare jobbet mere, skal du gå til kredsen. Sig aldrig op, før du har talt med din kreds.

Hvis du er tjenestemand, bør du altid bede kredsen om pensionsrådgivning, før du siger op.