Andre elementer fra den kommunale aftale

I dette afsnit beskrives, hvad der gælder for dig, der er ansat efter Overenskomst for lærere m.fl. i folkeskolen og ved specialundervisning for voksne (”læreroverenskomsten”) og Overenskomst for professionsbachelorer m.fl. ansat inden for KL’s forhandlingsområde (”PB-overenskomsten”), indgået mellem KL og LC.

 Læs om elementerne i den kommunale aftale:


Arbejdstid

KL og LC følger realiseringen af A20, blandt andet ved at opsamle erfaringer hos kredse, kommuner, ledere og tillidsrepræsentanter. Med OK24 er det aftalt, at parterne, når erfaringsopsamlingen afsluttes i 2024, vil drøfte den videre proces og fælles tiltag. Hvis erfaringsopsamlingen fortsat viser udfordringer med den kommunale redegørelse, skoleplanen og opgaveoversigten, vil de centrale parter drøfte, hvordan parterne adresserer disse udfordringer og eventuelle andre identificerede udfordringer.

Gruppelivsordning

Gruppelivsordningen er blevet forbedret med virkning fra 1. juni 2024, så aldersgrænsen for dækning af kritisk sygdom og dødsfaldsdækning hæves fra 70 år til 72 år.

Der sker en forhøjelse af børnesum fra 30.000 kr. til 50.000 kr. samt en forhøjelse af kritisk sygdom - børn fra 50.000 kr. til 100.000 kr. Samtidig hæves aldersgrænsen for kritisk sygdom – børn fra 18 år til 24 år.

Arbejdsmiljø

I overenskomstperioden vil KL og Forhandlingsfællesskabet understøtte kommunernes arbejdsmiljøindsats med en række initiativer, herunder videreføre og udvikle SPARK (Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne), og udbyde fælles uddannelse i ledelse af psykisk arbejdsmiljø og uddannelse for ledere og tillidsvalgte i psykisk arbejdsmiljø. I perioden iværksætter parterne også en fælles indsats om forebyggelse af arbejdsrelateret fysisk eller psykisk vold, trusler og (digital) chikane.

Særlig feriegodtgørelse

Parterne er enige om at forhøje den særlige feriegodtgørelse med 0,53 pct.-point pr. 1. maj 2024. Samtidig ophører udbetaling af løntillæg som kompensation for afskaffelsen af store bededag.