Kommunale lønstigninger

I dette afsnit beskrives, hvad der gælder for dig, der er ansat efter Overenskomst for lærere m.fl. i folkeskolen og ved specialundervisning for voksne (”læreroverenskomsten”) og Overenskomst for professionsbachelorer m.fl. ansat inden for KL’s forhandlingsområde (”PB-overenskomsten”), indgået mellem KL og LC.

 Læs om elementerne i den kommunale aftale:


Løn

Der er ved OK24 aftalt en samlet økonomisk ramme på 8,8 % i den toårige overenskomstperiode plus en ekstra udmøntning i 2025.

Den samlede ramme for overenskomstperioden omfatter:

  • Generelle lønstigninger i den toårige overenskomstperiode på i alt 6,51 % inkl. forventet udmøntning fra reguleringsordningen.
  • 2 % som er aftalt anvendt ved de såkaldte organisationsforhandlinger mellem Lærernes Centralorganisation og KL
  • Særlige puljer til overenskomstdækning af pensionister, forbedrede barselsvilkår og lavtlønsgrupper
  • En skønnet reststigning i overenskomstperioden på samlet 0,2 %.

Prisudviklingen skønnes ifølge Det Økonomiske Råd i samme periode at blive 4,34 %. Det betyder, at der forventes en reallønsforbedring alene på baggrund af de generelle lønstigninger på 6,51 %.

Reguleringsordningen er aftalt videreført. På den måde sikres det, at ansatte i kommunerne stort set har en parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked. Reguleringsordningen betyder, at hvis lønudviklingen på det private arbejdsmarked bliver større eller mindre end forudsat i perioden, reguleres de generelle lønstigninger i kommunerne efterfølgende. Fra den 1. oktober 2025 bliver reguleringsordningen baseret på et nyt lønindeks, der er mere retvisende.

Parterne er også blevet enige om en ekstra forhandling i september 2025, der fører til en ekstra udmøntning i 2025. Den ekstra udmøntning har til formål at håndtere en eventuel ubalance i lønudviklingen mellem den kommunale sektor og den private sektor. Denne gang bliver balancen mellem lønudviklingen på det kommunale og det private område dermed både håndteret ved reguleringsordningen og ved den ekstra forhandling og udmøntning.

Sådan kommer lønstigningerne

Lønstigningerne kommer drypvis gennem hele overenskomstperioden, med de største udmøntninger i begyndelsen af perioden. I skemaet nedenfor kan du se, hvornår og hvor meget lønnen stiger. Se også eksempler på lønstigninger i hele perioden for udvalgte medlemsgrupper.

1. april 2024

4,00 % som generel lønstigning

1. oktober 2024

1,74 % som generel lønstigning inkl. skøn for reguleringsordningen 

1. april 2025

Lønforbedringer for enkeltgrupper (i alt 2 %) – se nedenfor

1. oktober 2025

0,57 % som generel lønstigning inkl. skøn for reguleringsordningen

1. november 2025

0,20 % som generel lønstigning, derudover ekstraordinær udmøntning

Lønstigninger pr. 1. april 2025:

Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation har indgået aftale om at anvende 2 % af lønsummen på at sikre reallønsfremgang i perioden for alle medlemmer og at opnå en række andre forbedringer.

Med virkning pr. 1. april 2025 er der aftalt følgende forbedringer:

Tillæg til almenområdet:

Til lærere og børnehaveklasseledere ansat ved almene folkeskoler, herunder PPR, og UU-vejledere på læreroverenskomsten, er der aftalt et nyt pensionsgivende tillæg. Tillægget er på 4.800 kr. (årligt grundbeløb 31.3 2000), hvilket svarer til 642 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.

Målet har været at hæve lønniveauet for lærere i den almindelige folkeskole.

Ansatte ved selvstændige skoler for specialundervisning for børn, selvstændige institutioner for STU, observations- og heldagsskoler og lærere ved specialundervisning for voksne er ikke omfattet af tillægget. Disse grupper bevarer deres hidtidige specialundervisningstillæg:

  • For lærere og børnehaveklasseledere ved selvstændige skoler for specialundervisning for børn er tillægget 18.600 kr. (årligt grundbeløb 31.3- 2000), hvilket svarer til 2.486 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.
  • For lærere ved selvstændige institutioner for STU er tillægget på 28.300 kr. (årligt grundbeløb 31.3 2000), hvilket svarer til 3.783 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.
  • For lærere ved observations- og heldagsskoler er tillægget 26.000 kr. (årligt grundbeløb 31.3 2000), hvilket svarer til 3.475 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.
  • For lærere ved specialundervisning for voksne er tillægget 28.300 kr. (årligt grundbeløb 31.3 2000), hvilket svarer til 3.783 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.

Professionsbachelorer i ernæring og sundhed (PB’ere):

Funktionstillægget på 10.000 kr. (årligt grundbeløb 31.3 2000) hæves til 13.000 kr., hvilket svarer til 401 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.

Der indføres et 12-års kvalifikationstrin på løntrin 37 + 2.000 kr. (årligt grundbeløb 31.3.2000). Der modregnes dog for lokalt aftalte løndele. Dermed har denne gruppe fremadrettet også 4-, 8- og 12-årstrin.

For PB’ere, der omfattes af det nye 12-årstrin – og som ikke samtidig modregnes for lokalløn – svarer det til 2163 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.

For UU-vejledere på PB-overenskomsten hæves funktionstillægget på 7.900 (årligt grundbeløb 31.3 2000) til 10.900 kr., hvilket svarer til 401 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.  

Desuden ændres kvalifikationslønnen efter 4 års ansættelse til løntrin 35 + 3.000 kr. (årligt grundbeløb 31.3 2000), og der indføres et 8-års kvalifikationstrin på løntrin 40. Der modregnes dog for lokalt aftalte løndele. For de UU-vejledere, der omfattes af det nye 8-årstrin – og som ikke samtidig modregnes for lokalløn – svarer det til 2486 kr. pr. måned ekskl. pension pr. 1.4 2025.

Fritvalgstillæg:

Alle på læreroverenskomsten og PB-overenskomsten er omfattet af et fritvalgstillæg. Fritvalgstillægget hæves fra 1,38 % til 1,64 %. I gennemsnit svarer det til en forhøjelse på 112 kr. pr. måned pr. 1.4.2025.

Medregning af anciennitet:

For lærere i folkeskolen med læreruddannelse medregnes med virkning fra 1. april 2024 eventuel tidligere ansættelse som månedslønnet ikke-læreruddannet lærer i folkeskolen i lønancienniteten, også hvis læreruddannelsen er opnået før den 1. april 2024. Lønancienniteten har betydning for, hvordan læreren indplaceres i det centralt aftalte lønforløb med 4, 8 og 12 års anciennitet. Hidtil har det alene været ansættelse på grundlag af grunduddannelsen som lærer, der gav ret til at medregne anciennitet i lønforløbet. Formålet med ændringen er at motivere flere ikke-uddannede lærere til at tage en læreruddannelse.

I forbindelse med en evt. justeret indplacering i anciennitetsforløbet med virkning fra 1. april 2024, vil der lokalt blive modregnet i evt. lokalt aftalte tillæg, som er aftalt med henvisning til, at alene ansættelse på grundlag af læreruddannelsen hidtil er indgået i lønancienniteten.

For lærere ved STU medregnes fremover beskæftigelse på grundlag af relevant grunduddannelse ved indplacering i de centralt aftalte anciennitetsforløb med 4, 8 og 12 års anciennitet. Dermed omfattes både læreruddannede lærere og lærere med anden relevant grunduddannelse af det centralt aftalte anciennitetsforløb.

Andre LC-grupper:

Der er desuden aftalt forbedringer for lærere i ungdomsskolen, ved sprogcentre og døgninstitutioners interne skoler samt for ledere. Disse grupper hører under Uddannelsesforbundet, Socialpædagogerne og Skolelederforeningens områder, hvorfor disse forbedringer ikke er beskrevet her.

Hvor meget stiger lønnen?

Her kan du se, hvor meget månedslønnen stiger samlet set i OK24-perioden fra den 31. marts 2024 og indtil udgangen af perioden den 31. marts 2026: 
Hent oversigt over lønstigninger i OK24-perioden for det kommunale område